SUPERNINJA. “Sin City – Familieværdier” er den første Sin City historie, som er skrevet i “grafisk roman” formatet. Det er altså første gang at der ikke er tale om materiale, der allerede har været udgivet i bladform. “Sin City – Familieværdier” er femte bind i serien, og vi nærmer os derfor enden. Men lever dette bind op til seriens gode start, eller er det for langt fra de første bind til overhovedet at kunne sammenlignes?

Dwight har fået et job af Gail og hendes slæng. Han har også fået en bil til jobbet. Men Dwight er ikke helt tilfreds. Med på jobbet er Miho – den rulleskøjteklædte og sværdsvingende superlejemorder. Hun hænger i skyggerne mens Dwight går foran. Nogen har skudt en landevejsrestaurant i smadder, og flere er døde. Dwight er interesseret i at finde ud af hvem der gjorde det, men ikke hvorfor. Det handler udelukkende om hævn. Men hvordan finder man en morder, som ingen tør navngive? Hvordan frarøver man fire mænd deres Cadillac, når de er ved at tæve én sønder og sammen? Hvordan forfølger man fem mænd i selvsammen Cadillac, når man kun har rulleskøjter på?

Af de hidtidige bind er dette nok det svageste, rent historiemæssigt. Det er selvfølgelig en del af Sin City stilen, at få et afrevet indblik i en historien, blot for at forlade den igen. Imidlertid virker dette indblik ret meningsløst i forhold til tidligere bind. Hvor andre bind har givet os gode indblik i karaktererne og udbygget historien på en meningsfuld måde, så virker “Sin CIty – Familieværdier” til, at være dødvægt. Der er ikke ret meget at komme efter. Derudover er Frank Miller nu gået helt over i super-ninja-rulleskøjte-dame grøften. Det er meget langt fra det indtryk man fik i de første bind. Hvor der før var noir iblandet action, er der nu japanske sværdkunster og J-pop inspirerede kostumer. Det er, for at sige det rent ud, lamt. Jeg er ret skuffet. Ikke mindst fordi Miller udnytter enhver lillebitte chance til at vise damens…. attributter.

Tegningerne er som man kunne forvente. Miller tegner efter min mening ikke ret godt, men det har indtil nu komplementeret serien(og dens gode historier) godt , og derfor har det ikke gjort så meget. Når historien imidlertid bliver dårlig, så kommer man virkeligt til at sidde og kigge på tegningerne, og så finder man ud af hvor grimme de er til tider. Der er dog visse ting Miller gør godt – biler! Bilerne er ret godt tegnet. Måske er det i virkeligheden ikke det faktum at tegningerne ikke er de bedste, der irriterer mig mest ved dem. Måske er det mere det, at der er så forbistret mange helsides tegninger. De fleste af dem er unødvendige – i den forstand, at de sagtens kunne have været almindelige billeder. De er, som sådan, godt tegnet. Men giver nogle underlige afbræk i historien, fordi man skal sidde og bladre flere sider igennem, for at komme forbi en meget enkel handling.

Alt i alt er “Sin City – Familieværdier” klart seriens lavpunkt indtil nu. Hvad der var god noir, fyldt med coolness og skygger, er blevet irriterende J-pop med halvsmarte kommentarer iblandet alenlange indre monologer. Det er kun de allermest hardcore Sin City fans der skal gå i gang med bindet, andre skal holde sig til de bind der kommer før!