Comic Party er et nyt (første nummer er fra november 2010) dansk tegneserieblad dedikeret til manga, både japansk, amerikansk og europæisk. De første tre numre formåede at få mig til at føle mig på én og samme tid ung og gammel. Gammel, fordi visse af serier fortælles på en måde og i en hastighed, der tydeligvis er henvendt til yngre læsere – og ung, fordi de fortælles med en energi og en glæde, der er smittende.

De tre numre introducerer en lang række forskellige serier, blandt andet klassikeren “Usagi Yojimbo”, net-hittet “Girl Genius” (som var de eneste, jeg kendte til i forvejen) og de danske “Wasp & Lockbell” og “Pri-pri-princess”. De (og en del andre titler) er alle  vestlige og lige ud af landevejen – og halvvejs i bladet mødes man af et stop-skilt og ordren om at læse bladet fra den modsatte retning. Her er der nemlig “originale” mangaer med titler som “Prinsessen fra Oedo City” og “Lost Heaven”. Og her bliver der skruet op for både tempo og virkemidler.

Generelt er der tale om længere historier med en del action, spædet op med korte humoristiske striber.

Hvert nummer af Comic Party er på 162 sider, så der er noget at gå til – og indholdet er spredt over en bred kam af typer. “Lost Heaven” leverer melodramatisk action, mens “Prinsessen fra Oedo City” er en mere fjollet omgang drama og romantik. I venstre-mod-højre læseretningen er “Girl Genius” en hæsblæsende omgang steampunk – den virker lidt halsbrækkende ved første bekendtskab, men rummer også interessante ideer, der umiddelbart gør den værd at følge. “Usagi Yojimbo” handler om en herreløs samurai (en kanin), der snitter sig gennem en del andre funny animals – der lader til at være en del inspiration fra Groo (der også gæsteoptræder i et enkelt billede), men den lader til at tage en mere alvorlig (og selvhøjtidelige) vinkel. Umiddelbart var det den af bladets serier, der greb mig mest – med fornemmelsen af lidt søgende tilgang, der langsomt bygger op og bliver mere sammenhængende. Ligesom “Girl Genius” tror jeg, at den kommer til at give stort afkast i det lange løb.

“Digger” har lidt samme tone med sin historie om en lille og lidt zenagtig vombat, der møder guder og andre væsener i nogle lidt knudrede tegninger, men med en underspillet historie, der rammer masser af gode toner. “Wasp  Lockbell” fortælles venstre til højre, men viser meget tydeligt sin japanske inspiration – og viser også en del udvikling i de to numre, den optræder i.

Tegneserierne er som sagt meget forskellige – ikke alt er i min smag (og der er mere end det, jeg har nævnt her), men som helhed virker det godt udvalgt. Der er noget for næsten enhver smag, og det viser mangaens spændvidde. Generelt tror jeg dog, at bladet kræver en lille investering – for flere af serierne skal man et stykke ind i, før det rigtig spiller. Ved udgangen af tredie bind er der ved at være godt gang i den, så hæng i.

Men først og fremmest skal “Comic Party” dog roses for, at det så tydeligt er a labour of love – folkene bag går ikke blot op i tegneserierne, men også miljøet omkring dem, så der medtages nye danske tegnere, artikler fra kulturen og så videre, det hele bundet sammen af et figuren, der pryder forsiderne, Ja, der er serier heri, der ikke tiltaler mig, men ånden og energien og glæden gør det til en fryd – og “Comic Party” til første gang i lang tid, at jeg rent faktisk vil købe et dansk tegneserieblad. Forhåbentlig fortsætter det med samme ambitionsniveau.