Indtryk fra ferielandet
Man skal bare glemme Jimmy i brønden én enkelt gang, så rækker menneskenes taknemmelighed ikke længere.
Der er ingen eksistentielle kriser i Ferielandet.
Den lokale selvbetjente bogbiks virker lidt, som om den opfordrer til samfundsomstyrtelse.
Jeg tænker, der findes en matematik for, hvor længe man skal vente med at genlæse en bog, for at den er lige så god anden gang. Men nogle gange rammer man instinktivt, og det er fabelagtigt.
Den lokale kunst er lidt foruroligende.
Kim Stanley Robinson brugte tre bøger i murstensstørrelse for at nå frem til en grøn Mars. 3o kroner på et loppemarked opnåede det samme.
Det er bevist, at skønlitteratur kan gøre én mere empatisk. Stakkels klovnepik.
(Det er What The Hell Did I Just Read af David Wong)
4 kommentarer
Op i brønden med Jimmy, men siden hvornår skal der passionsfrugt og kardemomme i en lassi? Og hvor limesaften henne?
Vi må jo tro det, når det står at det eksisterer (tekst lyver aldrig). Men hvad er det der ved siden af så? Room for a pony, eller muligheden for at bygge en carport til mig og lillemor?
Tja! Jeg fandt engang Maos Lille Røde lige ved siden af The Fountainhead, i et sommerhus på Vestkysten.
Jeg stjal engang – jo jeg gjorde! – Madeleine L’Engles “A wrinkle in time” fra en sommerhusreol. Det var den – eller fire årgange af HvemHvadHvor. Jeg tror jeg traf det rigtige valg.
Dialektisk materialisme udsiger, at tilstrækkeligt mange robotter i industrien vil få markedskapitalismen til at bryde sammen. So what’s not to like?
Er den ikke bare muggen?
Måske mangler der et komma!?
hilsen Henning
Mug: det undervurderede første trin i enhver terraforming 🙂
I så tilfælde vil jeg råde dig til, at holde et skarpt øje med, hvad der foregår på overfladen af din mini-mars-globus. Hvad skete der måske ikke i Evolution? Hvabbehar! Jeg mener: – vi andre bor her jo også, ikkesandt?
Jeg øver fluks mit “tuki-tuki-tuki!” og overvejer, om ikke det er tid til et gensyn 🙂