Der er mange grunde til at elske Hilda.

Først og fremmest naturligvis de originale tegneserier af Luke Pearson. Og for mig personligt det faktum, at der er kommet en ny, som jeg ikke havde opdaget, førend jeg tjekkede hans bibliografi på Wikipedia for lidt siden.

Hilda er en af de der få tegneserier, der forstår at ramme både børn og (i al fald nogle) voksne. Ikke som de dræbende mængder af YA-romaner, der skyller ud på markedet og forsøger at trykluftsbore sig ind i følelserne hos både teenagere og deres mødre, men en ærlig, uskyldig tegneserie med charme og lidt ekstra lag. Pearson rammer roligt et eller andet Venn-diagram, hvor Astrid Lindgren og Miyazaki, blandet med et eller andet, jeg ikke har identificeret nærmere. Er det mon Tove Jansson, der også stikker snuden ind?

Hilda er endda ude på dansk – mere kærlighed!

Vor hovedperson, der også lægger titel til serien, bor i ødemarken med sin mor – og et hav af kæmper, naturånder og andet godt. Hvilket hun naturligvis går til som den naturligste ting i verden – og de historier er så fint fortalt, at man som voksen læser både kan nyde dem umiddelbart og læse en masse ind i dem, om man så lyster.

En ny grund til at elske Hilda er, at hun nu også er animeret – altså, ikke træls og overkørt, men en tegnefilmsserie på Netflix.

Den tanke gjorde mig ærligt talt lidt nervøs til at starte med, og jeg var lidt loren igennem første afsnit. Tegneserien og -filmen har måske nok et nogenlunde nært slægtsskab, men de er også vidt forskellige måder at fortælle på – på skærmen er der ingen hvide områder mellem ruderne, hvor læserens fantasi kan spille med. Vi må se og høre alt det, vi ellers har forestillet os, og det er som regel forkert (eller også er det mig, der er dårlig til at forestille mig ting). Sådan var det også her, men det tog nu alligevel ikke serien længe at overbevise mig. Det er en behagelig ny udgave af Hilda, som ganske vellykket overfører tonen til et nyt medium.

Jeg har lige lært på Jakobstegelmann.dk, at Pearson har en fortid som Storyboarder på Adventure Time – og jeg kan da også godt mærke forbindelsen til den. Men hvor den blev lidt for animeret (i den anden betydning) for mig, har Hilda måske lært lidt af f.eks. Over the Garden Wall. Den tillader sig at skrue ned på hastigheden og skrabe plottet lidt, men i stedet slås med stemning og store spørgsmål.

MEN den allerstørste grund til at elske Hilda er dog bifiguren Alfur:

(Ikke helt så glad for oversætteren, for det hedder et klassifikationssystem, men man kan ikke få det hele)