Jeg kan godt lide Lovecraft. Indrømmet, nogle gange kan jeg bedre lide ideen om Lovecraft end egentlig Lovecraft. Det bliver nok ikke bedre af min hjernes forsøg på at kompartmentalisere forfatteren Howard og det racistiske røvhul Howard, men sådan er det jo med så mange forfattere (og det skal det principielt have lov til).

For nylig er jeg stødt på HPL i to sammenhænge.

Den første er filmen The Endless, som Allan pegede på. Og tak for det, for det er præcis en af de der lavbudget-film, som overskrider sine egne grænser i kraft af de begrænsninger. To brødre vender tilbage til den kult, de stak af fra for år tilbage, efter at have modtaget et videobånd, der kunne tolkes som et selvmordsbrev. Der viser sig naturligvis at foregå skumle ting og sager, men tag ikke mit ord for det – se hellere traileren:

Kulter er naturligvis noget, Lovecraft var glad for, men det lykkes filmen ganske godt at omsætte hans kutteklædte, indavlede knivsvingere til mere moderne Heaven’s Gate-vibes og sære omstændigheder. Kombiner det med fornemmelse af magtfulde, men uhåndgribelige eksistenser, og du har en ganske fed Lovecraftisk film. Han nævnes endda med navn en enkelt gang, så der er ingen tvivl om inspirationen, men heldigvis udlades de klassiske Cthulhu-nødvendigheder – der er ingen Iä, Iä og generelt ingen mythos-koncepter, som kræver svær udtale. Bare ideen bag. Det fungerer.

Anderledes var det at støde på Howard i Peter Straubs Mr. X.

Straub skriver en slags horror, jeg er ganske glad for: langsom, nogle gange med en lidt udflydende historie og måske endda til tider lidt kedelig. Historier, man kan synke ned i og sikkert overse en masse detaljer af, men stadig opleve. I denne opdager vor hovedperson, at titlens Mr. X er hans far og udstyret med visse væmmelige evner, han gerne bruger til at slå folk ihjel med. Det fører til at dyk ned i hovedpersonen (og den skyggeagtige tvillingebrors) familiehistorie, hvilket der er masser af (og den er også som løftet ud af en Lovecraft-historie).

Det, der især slog mig ved Mr. X (udover at opdage, at den var (til tider meta-)lovecraftisk, var de passager, hvor skurken kaster sig ud i lange monologer henvendt til hans opfattelse af the Great Old Ones. Som her:

Teksten er så højspændt, at det er svært at tage den alvorligt. Jeg har en mistanke om, at det til dels er med vilje (senere nævnes det, at figuren har skrevet en Lovecraft-pastiche, som blev anmeldt dræbende), men samtidig er parodien så lige på, at det næsten rammer Poes lov. Og så gik det op for mig: internettet har dræbt et aspekt af Lovecraft for mig. Nej, ikke den del af internettet, som har gjort opmærksom på de grimmere dele af hans person – ikke engang Lovecraft-fans (måske er det, fordi jeg aldrig rigtig har begivet mig ned i det kaninhul) – men derimod de klassiske neckbeards. For der er noget i Howards fremmedordsbefængte ordkæder, der passer utroligt godt til vrede mennesker, der skal finde validering skjult bag en skærm. Og hvor jeg kan slippe afsted med at læse en lovecraftisk fortælling i historisk miljø, ødelægger det ganske oplevelsen, når det foregår i et nutidigt miljø. Og det er lidt min oplevelse, at lidt præcis sprogbruget ofte bliver draget frem som den rigtige måde at vise, at man har læst sin Lovecraft (og det har fået mig til at droppe historier, fordi de ganske enkelt blev parodiske). Måske er det et tilbagekald til det scorecard crew, vi tidligere har snakket om her på siden – de folk, der har lettest ved at forholde sig til ting i kasser, såsom let genkendeligt sprogbrug eller nærmest rituelt fremførte navne.

Hvad var min pointe med alt dette? Måske mest et spørgsmål: hvem har formået at skabe lovecraftiske værker uden at forfalde til at “skrive som Howard”?

Selv kan jeg lægge ud med Carpenter Mouth of Madness. Bedre ikke-filmatisering af Lovecraft har jeg svært ved at forestille mig.