Nej, du har jo ret. Lige så lidt fiktionen som virkeligheden (om den findes eller ej…) er så simpel eller rosenrød, som f eks underholdningsindustrien vil lade os tro. “Oz” og Alices oplevelser, som du nævner, eller den Lille Havfrue, præ-Disney, er både grumme, voksne og tvetydige sager. Men det hører jo under adaptations-emnet, som vi sikkert ikke er færdige med i podcasten! Derimod:

man skal høre på, at det er u-charmerende når grånende powertowers fører sig frem.

Jeg ved ikke, hvor det kommer ind, særligt fra vores side? Det lyder ikke som en tin-man, men en stråmand, du sætter op her. For at skærme et ømt punkt, formentlig, men jeg dømmer ikke. Næ, jeg synes nu, vi var ganske solidariske med de grånende eminencer i dette afsnit, hvis ikke med den alders-fornægtelse, nogle af dem >host, Liam Neeson< spiller ud i visse optrædender.

Der ér en vis og afgørende forskel på, at — skal vi tage et eksempel — studere videre i moden alder, og at købe sig en sportsvogn eller andet løbehjul, for at være ung med de unge. Den sidste er en desperat, forfængelig griben efter forgangne halmstrå; førstnævnte er netop en erkendelse af, at livet fortsætter efter de der limericks, som Hollywood og andre opfatter som dannelseshistorier.

Så der er ingen overlagt devaluering af vel voksne mennesker ment i podcasten. Vi har din (sølv)ryg, Henning 🙂