I ulvens tegn — En Amerikansk Varulv i London (1981)
To lalleglade, amerikanske backpackers får sig en ordentlig dosis old country, og kun den ene overlever første akt, sådan da. Til gengæld kommer hans kammerat tilbage som et culotteskåret gespenst af en Jesper Fårekylling.
En Amerikansk Varulv i London er makaber, stemningsfuld, og uhøjtideligt sjov hele vejen… indtil drømmescenen med nazisterne river seeren ud af tryghedszonen! Rick Bakers forvandlingssekvens og varulvedesign er den læst, enhver lignende film må skæres efter — eller allermindst forholde sig til. 1981 var en fornem årgang for varulvene, men denne overstrålede helt fortjent både The Howling og Wolfen.
🌖 — Det eneste skår i klassikerstatusen (og fuldmånekarakteren) er den abrupte slutning. Hvad skete der lige? Hvad skete der så?!
I dagene (nætterne) op til og med næste fuldmåne tæller Superkultur ned med daglige anmeldelser af varulvefilm.
Der er fokuseret på biograffilm fremfor TV-produktioner, lige som det har været et hovedkriterie, at varulven er i fokus, og altså ikke del af et større monstermenageri. Udvalget er i mindre grad gjort ud fra kvalitet end historisk spredning og signifikans, samt en vis tematisk repræsentation. Der er overvægt til det anglofone sprogområde, omend der er tilstræbt en beskeden geografisk variation.
Filmene bliver bedømt i form af fem månefaser fra nymåne 🌑 (værst) til fuldmåne 🌕 (topkarakter). Samtlige anmeldelser kan løbende findes her. Må den bedste ulv vinde!
2 kommentarer
Nu så jeg en non-believer anføre på Twitter, at filmen ikke er all that, og det fik mig til at spekulere på, hvorfor jeg så godt kan lide den – noget af det er sandsynligvis, at jeg har set den på det rette tidspunkt, og den er så anderledes fra samtiden. Og noget af det skyldes effektive effekter. Men først og fremmest er det nok en vist selvbevidst charme – den er ikke SKRÆMMENDE egentlig, men den forstår at rige en ellers ganske enkelt fortælling i stykker her og der, som den nazistiske drømmescene, og det holdt mig fast i historien. Nåja, og så fordi den er sjov, selvfølgelig.
[…] stammede fra. Men det var (naturligvis) inspireret af Allans varulvekavalkade et nyligt gensyn med En amerikansk Varulv i London – og den holder altså […]