Nikolaj Johansen kan godt lide Algernon Blackwood – det foresvæver mig, at han for år tilbage lagde en oversættelse af en Blackwood-novelle på nettet, muligvis i forbindelse med hans Skygger fra Oktoberland. Det er muligt, at det er noget, jeg har fundet på, men tesen underbygges nu meget godt af Johansens seneste bogen, Manden som træerne elskede.

Den er skrevet frit efter Blackwoods The Man Whom the Trees Loved. Og det slipper den overraskende godt fra.

Vi befinder os under første verdenskrig, men på et engelsk landsted langt væk fra grusomhederne. De findes kun som en baggrundsstøj, der nogle gange forstyrrer teksten – langt tættere på er skoven omkring huset, som brøler i det fjerne og låner sig ind mod personernes liv. Titlens mand er David Bittacy, en aldrende skovrider, men historien fortælles gennem hans kone, Sophia.

Det er blot et eksempel på, at Manden som træerne elskede er en bog, som vender tingene på hovedet. Ved første øjekast læser man nok titlen omvendt – titelindehaveren er ikke hovedpersonen – og hvordan i alverden kan en bog om træer og kærlighed på nogen måde være foruroligende? Men det lykkes altså, og utroligt godt tillige.

David og Sophia er vendt tilbage til England grundet mandens helbredsproblemer, og det er hårdt for ham at undvære de udenlandske skove. Men et besøg fra en kunstmaler, som deler hans fascination, lader til at åbne hans øjne for de engelske skove. Det er ikke en følelse, Sophia deler, men hun elsker sin mand og tilgiver ham han småsærheder.

De forbliver dog ikke små.

Manden som træerne elskede er en rolig bog – der er ikke den store handling. Men der er til gengæld en voksende følelse af uro. Johansen formår at anslå en lidt altmodisch stemning, uden at teksten går i stå – følelsen af bogen og den lidt skæve vinkel bevarer fornemmelsen af alder, men fortællestemmen er et frisk pust. Det er forbløffende vellykket – og giver mig lyst til både at læse noget Blackwood og noget mere Johansen.