Ward Moore var ikke en produktiv forfatter, men formåede at levere nogle klassikere inden for genren. Mest kendt er nok Bring the Jubilee, der på dansk udkom i 1957 i den samlermani-inducerende serie Planet-bøgerne. Derudover er det vist kun blevet til et par noveller i oversættelse. Men lige præcis denne bog har så den tvivlsomme ære af angiveligt at være den første alternate history, hvor Sydstaterne vinder krigen (amerikanernes helt egen “hvis nu nazisterne…”).

Derudover er det en pudsig lille metaroman.

Vor helt er den unge Hodge Backmaker, hvis liv vi følger fra hans fødsel i 1921 til hans død (eller sidste skrevne ord) i 1877. Der er med andre ord, får vi at vide allerede på side 1, tale om en tidsrejseroman. Men det er langt hen ad vejen ikke det, vi får serveret.

Hodge vokser op i et USA, hvor Sydstaterne vandt krigen – han bor i Nordstaterne, som er blevet knækket efter krigen. Men på trods af fattigdom og modgang har han et ønske om at blive til noget og især at blive klogere. Historien er hans særlige område, og gennem ham finder vi da også ud af, at vendepunktet for denne verden er slaget ved Gettysburg og en enkelt militærmanøvre, som sikrede både slaget og krigen.

Det er en svær bog at tale om uden at spoile, men det er i det hele taget en svær bog at læse uden at spoile den for sig selv – for de fleste vil nok forvente en ændring af denne lille detalje i historien. Og den kommer naturligvis, men først hen imod slutningen af bogen. Først skal vi følge Hodge gennem livet, til han bliver del af en sammenslutning af videnskabsfolk og også der bliver udsat for kærligheden (på næsten karikeret vis – han er en veritabel Mister Møhge, hvor kvinderne drages).

Det er en besynderligt struktureret historie, hvor vi får et mysterium stillet i udsigt i starten – glemmer alt om det i størstedelen af bogen – og vender så tilbage til det til slut. Men alligevel – på sin helt egen og lidt nostalgiske vis – læseværdig. I stemning minder den faktisk lidt om “Det kan ikke ske her” af Sinclair Lewis, bare meget hurtigere læst og med meget mere pulp-fornemmelse. Og så den spændende, lille metakrølle – for når denne verden, som jo er den rigtige verden, ændres, hvilken verden sidder vi så tilbage med?