2021 er åbenbart året, hvor jeg opdager glæder ved lystfiskeri. Tidligere på året læste jeg John Langans “The Fisherman” (som jeg også nævner i vores november-podcast), hvor en fiskehistorie langsomt og uafvendeligt forvandler sig til kosmisk horror – det lyder måske sært, men det var en vild og skummel læseoplevelse af den bedste slags.

Nu er turen så kommet til en finsk fisk – Juhani Karilas “Jagten på den lille gedde”, der er noget helt helt og aldeles andet end “The Fisherman”, men på sin helt egen vis lige så højt på listen over eminente bøger.

Her er det, som titlen afslører, en gedde, der er målet for fisketuren – endda en lille, uanselig en af slagsen. Men den er yderst vigtig for Elina, der drager til Lapland (som vel egentlig hedder Sameland nu om dage?) for at fange den. Hvorfor ved vi ikke, men det er af stor betydning for hende – livsvigtigt, ligefrem. Det viser sig dog snart at være en svær opgave, for en nøkke har taget ophold i det vand, hvor gedden lever, og den vil ikke gøre det let for Elina.

Snart efter ankommer endnu en ung kvinde til samme sted. Janatuinen er politikvinde og er på jagt efter sin helt egen fisk, nemlig Elina. Hendes jagt skal dog også snart vise sig at have sine egne udfordringer – den første af disse er en skovtrold, som hun bliver prakket på, fordi den gerne vil have en fiskekammerat. Hun må snart sande, at det er et sært land, hun har bevæget sig ind i.

Der er en god del krimi og western drysset ud over “Jagten på den lille gedde”. Janatuinen er den mystiske fremmede, som dukker op i landsbyen og må kæmpe med både indbyggere og fauna i sit forsøg på at løse den opgave, hun har sat sig for. Her er de indfødte så bare samer, og faunaen er diverse væsener taget direkte ud af folketroen. Imens er Elina kvinden, som alt går galt for – hun må pinedød have fanget gedden, men hvert forsøg leder til nye problemer. Snart står hun i gæld til væsener, som vi andre ikke møder hver dag.

Indledningsvis løber Karilas roman af med tricket at lade, som om alt det fantastiske er helt almindeligt – og så høste en del humor og absurditet ud af det; men snart etablerer hun også, at det er menneskene, der er i centrum her, og det er også der, man skal finde sin morskab. Og det gør man. Eller: jeg gjorde i al fald, til overmåde. Sjældent har jeg fornøjet mig i så høj grad med en roman. “Jagten på den lille gedde” viser sig snart at blande genrer, men også at binde det hele stærkt sammen med plot – selv om man måske ikke opdager det til at at starte med. Logikken er fundet i folkesagnene, men hun formår at ramme den så legende let, at man som læser næsten ikke opdager, at man er trukket helt i historien.

“Jagten på den lille gedde” er, på sin helt egen underspillede vis, en af mine bedste læseoplevelser i år. Det er en fiskehistorie af de helt store, et fantastisk sammenkog af umuligheder og lokalkolorit, simret i en sky af myg og en gennemført fornøjelse at læse.