Freudianske analyser af klientens film-valg, med henblik på en personlighedsprofil kunne da ellers være en fest 🙂 Jeg er garanteret selv lige til spændetrøje og restenil, hvis man laver den øvelse (“Eraserhead” og “Den andalusiske hund” i den ene ende, og “Bennys Badekar” og “Rejsen til Melonia” i den anden = skingrende skrig og skrål, hele vejen til “sikringen”).

Af samme grund er mit besyveventuelt ikke alt for troværdigt, men ikke desto mindre er det min generelle oplevelse (uden at have lavet etkomplet “survey”), at de seneste års (make that 10 years) “udladninger” indenfor de fantastiske genrer netop har fokuseret ret meget på det begravede, det underjordiske, det hemmeligholdte, der venter på – og har grund til – at hævne sig på dem, der tilsyneladende uskyldigt, kommer på sporet af “sandheden”.
Jeg ved ikke om jeg har ret (som sagt), og selvom “man” ikke er freudianer, ligger der ikke desto mindre åbenlyse freudianske symboler “all the way” i disse films og bøger. Hvilket ikke hænger sammen med en sagesløs kigger eller læser, men med måden instruktør og/eller forfatter har skruet lortet sammen på.
Af bitter erfaring ved jeg, at psykoanalysen står i høj kurs i nutiden, udfra den geniale betragtning at “vi har jo ikke noget bedre!” (citat: 3 forskellige undervisere på UCL).