Coldheart Canyon

Coldheart Canyon

Clive Barker kan – udover selvfølgelig at gennemvæde læseren i rødt med en god omgang bodyhorror – noget med at skrive om magi. Det er ikke bare en fireball her og en levitation der, i hans verdener er magien noget, der er anderledes, sært, ude af trit med den normale verden. Det rykker ved ens opfattelse, og man går ikke uændret derfra, hvis man møder magi. På godt og ondt.

Desværre virker det lidt, som om han har forsøgt at erstatte magien med andet fyldstof i “Coldheart Canyon”. Hovedsageligt drama og sex.

Setuppet er ret klassisk: et hus med en lang historie og et væld af spøgelser, men styret af én stærk personlighed: i dette tilfælde er det en stjerne fra filmens guldalder, Katya Lupi. Hun er ikke død, men kronologisk burde hun være det. I stedet lever hun videre på det sted, der er navngivet efter hendes eget karaktertræk: Coldheart Canyon.

Omkring huset flokkes både døde og levende filmstjerner – senest Tod Pickett, der skal komme sig over en fejlslagen plastickirurgi. Sammen med flere andre personer trækkes han ind i den spiral af sex, vold og afstumpethed, der alt sammen stammer et én enkelt lokale i huset, et lokale der rummer Djævelens eget land.

Når Barker rammer rent, rammer han rent – og det gør han flere gange her. Men han har desværre også 600 sider at gøre det på, så der er bølgedale imellem. Lange bølgedale. En del af dem er sex, der sikkert var chokerende og foruroligende omkring 2000, da bogen udkom, men som mest trækker på skuldertræk nu. At folk tisser på hinanden er hverken erotisk eller grundvoldsrystende – det er bare sådan noget, som Trump gør.

Det gør desværre “Coldheart Canyon” til en noget langtrukken affære – hovedsageligt forudsigeligt, men også båret igennem af Barkers evner med ord. På trods af alt skinner magien altså igennem.

0
Episode 242 – Thyras Bryg Leichtgeräuchert og Lamperøg Four flies on grey velvet (1971)

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.