Cyberpunk efterlod os mange ting – men mest håndgribelig er nok strømmen af -punk-undergenrer, der er fulgt i dens kølvand. En af de seneste er solarpunk, der også forsøger at eftergøre den manifest-baserede tilgang til fremtidsskabelsen: her skal det være de positive visioner, der handler om – der skal være styr på miljøet, vi skal have fundet en balance med verden, der skal være noget at se frem til.

Men hvordan skriver man så spændende historier på den baggrund?

Det samler den danske antologi “Solarpunk” (fra forlaget Krabat, redigeret af Helle Perrier) 20 forskellige bud på. Her er gammelkendte navne som A. Silvestri, Gudrun Østergaard og Lars Ahn, enkelte folk jeg er stødt på i andre antologier og nogle navne, der er helt nye for mig. Der er også en noget anden tilgang, end jeg havde forventet.

Jeg havde regnet med at se højteknologiske løsninger og en menneskehed, der havde spredt sig ud i galaksen, men samtlige noveller foregår på Jorden, og det er meget få af dem, der føles futuristiske, i betydningen teknologisk. Mange føles pastorale og finder sted, hvor personerne lever i samspil med naturen ved at arbejde hårdt og være bevidst om, at der skal være en balance. Her føler man måske, at der må ligge en større katastrofe til grund for den verden, som har sænket befolkningstallet voldsomt, men det er ikke noget, der italesættes.

En anden vinkel, der overraskede mig, er, hvor sjældent de fortalte historier bindes sammen med den fortalte verden. Forfatterne har gjort sig nogle tanker om fremtiden, men meget ofte er det begrænset, hvor meget det påvirker plottet. Her er det flere gange historier om at finde kærligheden eller sig selv eller der, hvor man passer ind, og det er positive fortællinger, der passer meget godt i genrens ånd, men samtidig føler jeg også, at de måske mangler noget nødvendighed. Behøvede de være solarpunk?

Jeg mistænker, at noget af det skyldes, at en stor del af forfatterne er yngre end undertegnede, mange af dem er kvinder, og en del af personerne er yngre mennesker. Alt dette er positivt – nye stemmer og nye vinkler er en god ting – men det får mig til at føle, at “Solarpunk” er mere YA-rettet, end jeg havde troet. Til gengæld tror jeg så, at antologien der rammer rigtig – der er gribende historier, fremtiden gøres nærværende, og den er hurtigt læst. På den måde er det en starter-antologi, og dem har vi ikke mange af på dansk – så hvis du kender et ungt mennesker, ville “Solarpunk” være et godt gateway drug. Den er flot pakket ind, og indholdet leverer varen til det påvirkelige, unge sind.

Vante (ældre) sf-læsere vil måske ikke være lige så entusiastiske, men helt ærligt: det er os, der skal dø i katastrofen, før resten af menneskeheden opnår en balance med naturen, så skidt med det.

For mig personligt var historierne nok til tider lidt for tandløse, men hvis jeg skulle udpege et par favoritter, ville det være Jane Mondrups “Godset”, hvor et barn af den nye verden meget konkret møder den gamle verden og udstiller forskellene i tankegang, og “Smertens vinger” af Niels Christensen, der leverer lidt mere action, samtidig med den stiller nogle spørgsmål ved utopien.