2024 var ikke et år, hvor jeg fik skrevet særligt meget om de bøger, jeg fik læst. Så hvorfor ikke bruge disse sløve nye dage til at kigge lidt tilbage og lave en hurtig top 10 over årets bedste læseoplevelser? De der, der er blevet siddende i det kognitive spindelvæv og bliver ved med at bevæge sig en smule, selv om man tror, man har suget al næring ud af dem.

Jeg har kigget tilbage over året og fundet ti stykker, der gav mig et smil på læberne ved genkaldelsen – men også tvunget mig selv til at udelade genlæsningerne fra listen, så ingen The Gone-Away World, Jagten på den lille gedde, Gyo, Bone eller den altid nærværende Discworld her på listen. Ejheller noget forsøg på at rangliste, for det er vel sådan, andre mennesker har det med deres børn – de kan ikke udpege en yndling, selv om alle nok aner, det er The Maniac.

THE MANIAC

Benjamin Labatut faktionsfiktive historie om gale videnskabsmænd og kunstig intelligens var en vild læseoplevelse, Lovecraft gennem et litterært medium med en knivspids Kafka. Og en af de få bøger, jeg fik skrevet om: https://superkultur.dk/2024/01/18/the-maniac/

ØRN

Også Jeppe Sandholts tegneseriedebut har jeg skrevet om tidligere – en vild og animeret fortælling om, hvad der sker, når man tillægger sig en ny lillebror, som tilfældigvis er en ørneunge: https://superkultur.dk/2024/01/06/oern/

MÅSKE TVIVLER HUN IKKE LÆNGERE PÅ ALTING

En enkelt socialrealistisk roman skal der vel være på listen, men det er næsten snyd, når den er skrevet af Christian Haun. Og så tager den en Haunsklitterær Tokyo drift, der gør, at det ikke bare er smerteligt tidsbillede af svigtede børn i firserne, men også noget helt andet, der dog hænger sammen med det: https://superkultur.dk/2024/03/21/maaske-tvivler-hun-ikke-laengere-paa-alting/

ANNO DRACULA

Litteratur- og filmhistoriens vampyrer sætter hinanden stævne til et større garden party i Victoriatidens England, og det er fornøjelig læsning: https://superkultur.dk/2024/02/21/anno-dracula/

Jeg kan så supplere min tidligere omtale med at tilføje, at jeg desværre var mindre vild med fortsættelsen, The Bloody Red Baron, hvor grev Dracula igangsætter første verdenskrig for at overtage verdensherredømmet. Der er tjubang og flyverromantik, men måske ikke helt den samme fornøjelse.

STARVE ACRE

En fortættet lille, dyster folk horror. Andrew Michael Hurley har også skrevet Ensomheden, der ramte lidt af de samme toner, men den her ramte bare mere rent for mit vedkommende. Et ægtepar lever gennem efterdønningerne af deres unge søns død – hun kan ikke give slip og tror, at han stadig er hos dem, mens han begraver sig i jagten på en galgeeg, der skulle have stået på deres grund. Et og andet er der naturligvis på grunden, og det er ikke fryd og gammen.

En roman, der især fungerer på grund af sin fortællestemme – og som er blevet filmatiseret, hvilket jeg både er interesseret i og forundret over (for hvordan gengiver man den stemme?).

THE HOLLOW PLACES

Her er måske en smule recency bias ind over, for jeg er lige blevet færdig med T. Kingfishers What Feasts at Night (fortsættelsen til Når de døde rejser sig https://superkultur.dk/2024/01/10/naar-de-doede-rejser-sig/), og den er fabelagtig. I Hollow Places lader hun Algernon Blackwoods The Willows kollidere for fuld fart med Gravity Falls, lidt Lovecraft og lidt mere moderne sensibiliteter, og det fungerer upåklageligt. Den unge Kara må flytte ind hos sin onkel og hjælpe med at drive hans kuriositetsmuseum … hvor der beklageligvis åbner sig en port til en anden dimension. Det er en sjældent velfungerende blanding af horror og humor uden at blive komedie.

NESS

Robert Macfarlanes Underland har jeg længe roteret om, bl.a. fordi jeg faldt over den lille Ness, der er illustreret af Stanley Donwood. Det er en omgang halvpoesi, der er helt sin egen – forestil dig Swampthing møder Evald Tang Kristensen møder Beneath the Planet of the Apes, for så vil jeg ikke sige mere. Den fortjener at blive oplevet.

CARMILLA

En klassiker skal der også til, og det er Sheridan Le Fanus Carmilla. Også fordi jeg ærligt talt troede, at jeg havde læst den for mange år siden – men det er nok en af den slags opfattelser, der er opstået af at læse omtaler og se diverse adaptioner, der læner sig mere eller mindre tungt op af de lesbiske undertoner. Kortromanen holder overraskende godt – desværre er Eschos ellers lækre udgave lidt præget af, at alle tilfælde af ae og oe i teksten er lavet om til æ. Det skaber en del meningsforvirring.

Desuden er Carmilla oversat af Maja Devilli, der også står bag SKÆVE JANET – begge del fortjener læsning.

PRAMDRAGEREN

Makkerparret Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Holm Krogsøe har prøvet noget nyt med deres historiske roman, det er lykkedes helt igennem: https://superkultur.dk/2024/10/04/pramdrageren/

MIN MOR

Trond Bredesens tegneserie Min mor er historien om hans mors sidste tid på plejehjem, mens demensen taget hårdere og hårdere fat i hende. Det er både mildt og knugende på samme tid. Jeg har skrevet lidt mere om den her: https://horsensbibliotek.dk/artikler/bogtips/min-mor

BONUS

David Granns The Wager begyndte jeg på i 2024, men afsluttede den i 2025, så den kan få en bonus-plads på listen, for den er klart også den mest spændende fagbog, jeg har læst i lang tid. En historier om skibbrud, mytteri og mord – både om at overleve og derefter finde ud af, hvad den ægte historie om katastrofen er. Hvis man har den mindste smule lyst til saltvand og tovværk, er det bogen, man skal gribe til.

Afsluttende kan jeg se, at 2024 ikke var et stort år for mig, hvad angår science fiction. Det må jeg råde bod på i 2025.