en polytropisk paramyte?

Tørt konstaterende, at jeg ofte – hisset og hér – har nævnt “De døde i Vefby”, er det forbløffende, at jeg egentlig aldrig har anmeldt romanen. Det bør der hængepartisk gøres noget ved. Ikke mindst fordi det er en lidt besynderlig sag: ” […] minder på mange måder om tendenser i moderne engelsk-amerikansk New Wave-science fiction.”, står der på bagflappen af Stig Vendelkærs udgave fra MCMLXXIV … – altså 1974.

Gerningsmanden hedder Ole Henrik Laub (1937-2019) og har skrevet en vel 40-50 romaner og novellesamlinger. Og hertil kommer radio- og TV-spil. & – for at det ikke skal være løgn – så var han også kunstmaler:

(lidt Bjørn Wiinblad i falsetten, dér)

Nu kan det lyde som om, jeg ved en helvedes bunke om Ole. Men det gør jeg faktisk ikke, og egentlig skyldes det dramatiklæreren på seminariet, at jeg kom videre med Laub. Jo, for jeg prøvede at “sælge” ideen om en opsætning af “De døde i Vefby” for dramaholdet, hvortil dramalæreren sagde at det egentlig var interessant nok, at roman ville kunne omskrives, for Laub var “jo også” skuespilforfatter og dramaturg. Men jeg blev nedstemt, og vi lavede i stedet noget Dario Fo-noget. Hvilket sikkert var fint nok – også at jeg ikke fik min vilje …

Deb Mivver følges med Fafner gennem et tåget, regnfuldt, sumpet og koldt landskab. Med sig har de hesten Rømster, der er belæsset med gamle, flossede og jordslåede bøger. Og så bliver Deb borte fra Fafner og taget til fange af en stor mand i en båd.

Og Deb bliver pint og plaget, indtil han slipper væk og oplever ting, der både kan være noget fra fortiden eller fremtiden, eller fra et parallelunivers, hvor Deb Mivver var en anden – eller bare heldigere. Og endelig kommer han tilbage til Fafner, der ikke har bemærket hans fravær, men kan fortælle at han – Fafner – vil tage til Vefby og udrette et mirakel, så de begge kan komme til lidt penge.

Hvilket går helt galt og Deb ender hos Manden i Båden – hvis det da ikke er anden mand, i en anden båd – og Fafner råber til Deb, at han skal komme hen til ham. Lyder det korte handlingsreferat af en roman på 153 sider.

Når det falder mig ind at være rigtig popsmart og akademisk (på samme tid), udtaler jeg gerne, at der i grunden kun findes to slags historier: “En mand forlader byen – eller: En mand kommer til byen” (og i disse tider, hvor toksisk maskulinitet er fy-fy-skamme-skamme og mikroaggressioner kan bringe én til skafottet: – undskyld for det kønsspecifikke; andre designationer kan tilføjes, hvor det skønnes nødvendigt!)

“De døde i Vefby” løsriver sig betragteligt fra denne “definition”. Den er mangetydig, flertydig – “svær aflæselig”, som man siger om mennesker, hvis adfærd ikke er helt gennemskuelig (et ældre ord er “lunefuld”). Og det starter næsten med titlen: “De døde i Vefby”. For betyder det så, at Deb Mivver og Fafner døde i Vefby, eller betyder det at befolkningen i Vefby er døde?

Det mangetydige trænger helt ind i kapitlerne, f.eks “DEN PLAPRENDE”, hvor Deb angiveligt slipper væk fra Manden I Båden og møder en telepatisk plante. Hér får vi pludseligt afsnit med overskrifter som “Huset”, “Manden”, “Pigen”, “Barnet”. Og de henviser til en virkelighed – eventuelt en fortid – som Deb Mivver kun husker i sin nuværende traumatiserede tilstand, hvor han “[…] føler med finger oppe i håret kan bylden mærkes. Det er en dum byld.” Og måske er det Deb der er dum; Debil.

Bagsideskræppet påstår at “bogens handling udspiller sig i et eller andet europæisk land i en trøstesløs fremtid.” Og så er der lagt op til “Forbrydelsens element”. Men dén tror jeg ikke på.

“De døde i Vefby” er en moderne myte, der lukker sig om sig selv og sit eget univers. Et klaustrofobisk univers, der meget godt kunne ligne noget af Philip José Farmer, eller noget Harlan Ellison, når han var i det hjørne.

Jeg vil afslutte denne præsentation og anbefaling med en “teaser”:

” […] Godaften, sagde Deb, vil De være venlig at sige mig vejen ud af byen.

– Vejen ud af byen?

– Ja

– Og den kender du ikke?

– Åh jeg vil vil bare godt vide den nærmeste vej.”

Hvilket får mig til at tænke på en russisk film fra det forrige årtusinde, hvis titel jeg naturligvis ikke kan huske, men den var vildt omsværmet. Udgangsreplikken i den er: – Hvad skal man med en vej, hvis ikke den fører til kirken?

Ole Henrik Laub