Hjertekvababbelse
Hvordan har du det egentlig med, at din slægtning for 3 millioner generationer siden var en slags muselignende noksagt? Og hvordan har du det så med, at din slægtning for 10 millioner generationer siden var en orm, der levede i sandbunden af et lavvandet hav? Vil du afsværge dig dette slægtskab? Men det kan du ikke! Havde det ikke været for ormen og musen, så ville du slet ikke være her. For det helt vidunderlige er, at hver evig eneste organisme på denne Jord, er resultatet af en ubrudt slægt, helt tilbage fra livets opståen. Og størsteparten af denne slægt, som vi hver især har, er afgået ved døden. Hvilket så ikke betyder at Døden er Livets modsætning. Måske betyder det bare at Døden er Livets grænse – eller måske er Døden en forudsætning for Livet … et vilkår!
Jammen, det er jo to hjerter, siger du. Og det er korrekt. Men de er – i alvorlig grad – ikke ens! Find fire fejl.
For knaldhamrende mange år siden, fik jeg en telefonopringning fra en ven, der læste til sygeplejerske. Og han spurgte så, om jeg nogensinde havde hørt om “Steno-Fallots Tetralogi”. C’mon! Jeg er uddannet pædagog og sidenhen folkeskolelærer, så hvor faen ….? Men min ven bedyrede mig, at oversygeplejersken – på det hospital, hvor han var i praktik – IKKE ville godkende hans praktik, medmindre han satte sig ind i “Steno-Fallots Tetralogi”. Så selvfølgelig vågnede jeg, som alle danske helte, op og spændte bælte.
Vi befinder os i tiden før PC’en var slået igennem, om man så må sige. Så der var kun én vej: – biblioteket!
Først troede jeg, at det på en eller anden måde handlede om “Steno” – altså danskeren Niels Steensen, anatom, geolog, astronom (1638-1686). Men det var en fejl – om man så må sige. Nej! Der er tale om Arthur Fallot ( 1850 – 1911), fransk læge, der beskrev de fire forhold, der gør sig gældende for patienter med diagnosen “Fallots tetrade”. Steno kommer ind i billedet, fordi ét af symptomerne er “stenose”. Vi kommer tilbage til det/forklaring følger.
Nu var det jo altså min ven, der uddannede sig til sygeplejerske – og sidenhen lavede vi et foredrag om euforiserende stoffer. Men denne mærkværdige, medfødte hjertefejl interesserede mig stærkt. Hvordan kunne man overhovedet leve med den slags? Og nu er det på tide, at definere problemet:
Der er tale om et hjerte, der ikke fungerer optimalt, fordi der er hul mellem de to kamre, der skal holde iltet og af-iltet blod separat. Der er en fortykning af selve hjertevæggen, hvilket betyder en belastning af hjertemuskulaturen. Der er en forsnævring (stenose, på lægesprog) af pumpningen til lungerne (altså endnu en belastning for hjertet) og der er en hjerteklap i “produktionen” til kranspulsåren, der ikke kan lukke, fordi den bare består af to “visne” klapper. Resultat: – blå børn.
Prognosen er ikke for god, men lægevidenskaben har dog været oppe på beatet, så det er faktisk sjældent at børn – nu om dage – dør af Tetraden. Til gengæld er de lænket til en allerhelvedes bunke medicin – for life! Og sådan er det.
Nicolas Keramidas, der er født i 1973, er en tegneserie-kunstner, der vistnok også – a la Danseorkesterets Jørgen Klubien – har haft et eller andet i spjæt med Disneykoncernens animationsafdeling. Eller hva’ faen. Og Keramidas er født med Fallots Tetrade. Hvilket betød, at han i en sen alder måtte en tur på “skærebrættet” under kyndige kirurgers kompetente knive, for – endnu engang – at “åbne hjertet”. Og det er der kommet en både rørende og informativ – nåja – “graphic novel ud af”, på dansk udgivet af forlaget Fabel. Og jeg kan på det varmeste anbefale den. Hvad man skal føle eller mene, vil jeg overlade til læseren at beslutte. Personligt blev jeg ramt et sted, dybt inde i mig selv.
Ovenstående er IKKE “Valde”. Men den ligner i forbløffende grad, vil jeg sige.
Af årsager det ikke er enhver beskåret at udpønske (og slet ikke mig), har min samleverske gennem 40 år, altid sværmet for “tæppetissere”, når det gjaldt hunde. Og den seneste tildragelse er så en grå fransk bulldog, der mere eller mindre lyder navnet “Valde”. Valdemar Atterdag, må man sige. For Valdes hjerte er en Fallotsk Tetrade. Ingen tvivl! Og det betyder så, at han nu – i skrivende stund – kan styrte om og være stendød, hvert øjeblik det skal være. Eller ikke.
Det interessante i denne sammenhæng er, at Valde opviser og udviser alle de karakter- og adfærdstræk, som også Keramidas er inde på, i sin tegneserie. Vild aktivitet, rasende vredesudbrud, underdanig kælenhed, ubeskrivelig sult, ufokuseret “parathed”. En rigtig “legehund”. En hund, som børnebørnene elsker højt. En hund, der dør lige om lidt –
Hjertekvababbelse –
Ingen kommentarer