Det er et klassisk setup: engang efter katastrofen beslutter de civiliserede folk at udforske andre dele af verden – for at finde ud af, om myterne er sande. Var der virkelig en verden før denne? Er det mon sandt, at der engang fandtes en civilisation … i England?

I Margot Bennets “Spor af en civilisation” fra 1955 er det de oplyste afrikanere, der er klodens mest avancerede samfund. De har før haft en ekspedition i England, men det endte i tårer.

For Grame bliver en ny ekspedition en mulighed for også at bryde fri af et samfund, der smager af klassisk dystopi: alle udpeges en plads som børn, og der skal de blive – til gengæld er der sex og tobak. Grame er placeret i de lavere klasser, men drømmer om mere og gør alt for at dygtiggøre sig. Efter en heftig diskussion med den maskine, som styrer samfundet, lykkes det ham at komme med til England, hvor de skal lede efter en sagnomspunden by.

Fortiden er skjult bag en voldsom katastrofe (der nok er genkendelig for læseren) – men det er svært at tro, at der virkelig har været civilisationer før denne, som har kunnet præstere det store. Afrika har f.eks. lige delt atomet – for første gange nogensinde.

Som man måske forstår, er der også en del satire i Bennetts beskrivelse af rejsen og deres møde med englænderne – hvide og hårløse og styret af stive traditioner, men dog også med evnen til at forandre sig. Forfatteren kan alligevel ikke afholde sig fra at slå fast, at der er en ukuelig ånd i englænderne, som nok skal få betydning for fremtiden.

Men derudover er der mest tale om en klassisk eventyrroman, hvor Grame og de andre ekspeditionsdeltagere slås mod vilde hund, har svært ved at forstå de indfødte, men dog konstant drives frem af ønsket om at forstå fortiden og det mystiske land, de befinder sig i. Det er ganske underholdende at se dette fra et andet blik end det klassiske hvide – men “Spor af en civilisation” er lidt stiv i betrækket, og personligt foretrækker jeg nok de eksotiske eskapader uden satiren.