I denne sene sommer sprang jeg ud (af skabet) som ny-udklækket studerende på Læreruddannelsen. Og måske ville jeg hellere have læst Litteraturhistorie, Idehistorie eller Teologi, men visse forhold i en yngre Andersens valg og præferencer “understøttede” ikke muligheden for sådanne excesser. “Okay!” som jeg sagde til mig selv, “Så kan jeg da bare undervise i dem!” – tadaaaah! Ergo est sum et quid erat demonstrandum – eller sådan noget; så hvordan underviser man?

Nu skal det absolut ikke være nogen hemmelighed, at “morfar”, hér, absolut ikke er nogen havørn (snarere en Eddie The Eagle), når det kommer til EDB-it-teknologi. Og det kan jo have sine bagdele (udover den man sidder himmelfalden på). Altså tog det mig grumme lang tid, i det hele taget at finde ud af, hvad&hvordan jeg skulle tilmelde mig det ene, huske at oprette det andet, finde rundt i det tredje (portaler, rum, opslagstavler, studiemail, planer, skemaer, dødlinjer, obligatoriske valg – samt ikke-obligatoriske valg men gider du ikke godt, alligevel?), læselinier mv.), for slet ikke at tale om noget helt konkret: – Hvor? Hvornår? Og i hvilket omfang?

Tilmed kunne jeg konstatere, at en stor del af den “dialog”, der ikke var direkte undervisningsrelateret, foregik på FaceBook. Og der kan jeg bare sige, at jeg er SÅ meget IKKE på FB, at jeg fravalgte det, før det blev “implementeret” – og det har jeg ikke årsag til at ændre på (så fik jeg klemt det af).

Mere substantielt vedkommende er det måske, at jeg ret hurtigt indså nødvendigheden af, at rotte mig sammen med nogen – en medstuderende, f.eks. – der godt gad at supportere og coache en “ældre medborger” udi det it-teknologiske og de FB-gruppe-informationer, der kunne være relevante. Og det lykkedes – faktisk lykkedes det uden besvær. Faktisk “kom det til mig”.

For det er jo lisså godt, at indrømme det! Mine medstuderende – mine “klassekammerater” – er (naturligvis) langt yngre end mig. De, der ikke ligefrem er “millenials”, begyndte i 1. klasse, da jeg fik mit første job på Fyn efter at være flyttet fra København med min familie. Jaja, Tiden går – Tiden griber om sig … (som Johannes V. Jensen siger). Men – og det var det, vi skulle frem til – så henvendte mange af mine medstuderende sig direkte til mig, med forespørgsler om hvorvidt jeg nu forstod det, om jeg kunne det, om jeg var med og “på”. En omsorg, med andre ord, jeg dels tilskriver et socialt sindelag (id est: – de unge mennesker, om forlov, er ikke – IKKE – egomanisk styret af præstationsræs eller konkurrencementalitet, således som det ellers hævdes), dels tilskriver min deltagelse i de aktiviteter, der var tilrettelagt i den såkaldte “Intro-uge” – som andre steder kaldes “rus-tur” (med tryk på begge stavelser, men varierende tryk afhængig af nattens fremskriden, ikk’sandt?). Af kørekorts-relaterede årsager, samt transport-tid, kunne jeg så ikke deltage i den helt store “rus”, men jeg var der – indtil jeg ikke var der …

Morituri te salutant! Eget ansvar for egen læring! Der er ikke obligatorisk mødepligt – undtagen når der ER – men ikke desto mindre er der navneopråb til lektionerne! – fordelt på 16 timers “konfrontal”-undervisning (altså med en fysisk tilstedeværende lærer, i et fysisk tilstedeværende lokale, på en fysisk geografisk destination – Being There og Føl Nuet, med andre ord). Allerede dér begynder flimmeret, som Dan Turell vile have sagt.

Lettere dysfunktionalitet i forhold til sindelagstransplantationer, med en overliggende konspiratorisk paranoia i ascendanten, har jeg – med et mix af “OMG” og “Okay, kom så, tøser og knejte” – fulgt med i vores sprit-nye regerings udsagn om “forbedring af læreruddannelsen”. Og de intentioner kan man så ihvertfald kun mærke “with a vengeance” – hvis de da overhovedet har nogen indflydelse!

Det er okay! Som sagt: – eget ansvar for egen læring! Fino! Ikke desto mindre kan jeg konstatere, at disse 16 “konfrontations”-lektioner, er tætpakkede, for ikke at sige komprimerede, til sekvenser af oplæg, summe-møder med sidedamen, respons, power-point-oplæg (5 minutter), 15 minutters gruppearbejde, feed-back og evaluering af gruppearbejde! Nyt emne: – hvad anser Von Dingledang for væsentligt i didaktikken, set ifht McBezzerwizzers udsagn om Den Stadige Læring? I har jo læst det! Ja? Har du et svar? Og det skal I lave en videofilm om til imorgen! I bestemmer selv hvordan … iøvrigt har jeg lige lavet en læseliste til jer, til næste gang! Og husk testen på torsdag – I må gerne bruge hjælpemidler, men mobilen skal være slukket!

Træk vejret! Grounding!

Og så forventes det iøvrigt, at vi studerer 40 timer om ugen. Om det så er med eller uden de 16 timers lektion(er), har jeg ingen ide om, for det er fuldstændigt ligegyldigt. Thi “morfar”, hér, kan jo udmærket godt mærke, at underviserne også – OGSÅ – er pressede, og frustrationerne over ikke at kunne nå det, indenfor den fastsatte tid, ikke at kunne få gennemført planen, ikke kunne dokumentere resultatet …. – det sender frustrationen og nervøsiteten videre. Hvilket skal ses lidt i kontrast til en lektion vi netop havde igår om forskellen på “Kontinental” og “Angelsaksisk” didaktik – den første er, nåja, sådan “Det Hele Menneskes Dannelse” (Grundtvig og Kold), og den anden er “Præstation! Point! Test! CV or it doesn’t exist med URL – og fuck dig!”

Det er en lidt ambigiøs oplevelse, at høre en præsentation, der lægger vægt på at det danske folkeskolesystem retter sig mod “Det Kontinentale”, mens oplægget i sig selv, og forløbets sekvenser og opgaver, mere bærer præg af en målrettethed, der ikke levner plads til kontemplationen og fordybelsen, men mod præstationen.

Man kan – med alle mulige forbehold (eventuelt bide tungen over på sig selv; alternativt: – slette dette indlæg – eller bare “hoppe fra”) – muligvis påstå, at denne form for uddannelse allerede skaber en “ind”-dannelse, der – måske ikke som formål, men som effekt – har, at de lærerstuderende eksisterer i en zone af dis-komfort og præstationsangst. – Ikke noget supergodt udgangspunkt for rollen som formidler af dannelse, viden, indsigt og omverdensforståelse.

Men jeg klager ikke! Gubevares dog, at skulle være utaknemmelig over, at det Hellige Danske Uddannelses-system, i sin omnipotens har ladet en gnist af nåde falde på mit simple selv, og gjort en adgang til at studere til en mulighed for min ringe person. Dette takker jeg for, af et inderligt hjerte, samt husker i min aftenbøn til de evindelige magter og i Herren velbehag!

Men omnipoten kunne måske så også godt bruge “poten” til at skrabe nogle flere pekuniære midler og lidt større potens i retning af de uddannelser, der skal kalfatre forhold, som alle partier – ALLE partier – finder væsentlige! Opdragelsen af, uddannelsen af og kompetance-infusionen i den (til stadighed) opvoksende generation.

Og så irriterer det mig også grundigt, at uddannelsen starter med spørgsmålet om, hvad “læring” er. Jeg mener: – hvad med at starte med at spørge, hvad børn er? Det er jo dem der skal lære!