Anaconda (1997)
Selv ved udgivelsen var Anaconda så dårlig, at den næsten var god, men den er ikke blevet bedre med årene. Den instruerer os igen om, at alt udenfor USA er primitivt og farligt, men amerikansk kampånd kuer alt til sidst. Også en balstyrisk CGI-anaconda. Jennifer Lopez og Ice Cube gør hvad de kan, men deres mangler som skuespillere bliver tydelige, når John Voigt dykker dybt ned i sin indre frikadelle for at sænke sig til deres niveau. Eric Stoltz medvirker næsten bare symbolsk, det går jo ikke at kun to farvede amerikanere overlever filmen.
★★☆☆☆☆☆☆☆☆ 2.0
8 kommentarer
Allan. Allan, Allan, Allan… Hvordan i himlens navn er du kommet frem til at læse amerikansk imperialisme ind i en forholdsvis harmløs creature feature. Endda en hvor de overlevende for en gangs skyld ikke er kridhvide og hovedskurken næsten er en personifikation af rampant kapitalisme.
Det fremgår af din anmeldelse at du simpelthen tager det her alt for alvorligt. Det er en monsterfilm så camp at den kører med en let modiferet version af Aliens tagline (‘when you cant breathe you can’t scream’).
Og selvfølgelig er besætningen den flok arketyper man ville forvente på en lille båd på vej ud i det ukendte. J.Lo er en hot latina videnskabskvinde, Owen Wilson er en forædderisk kryster, IceCube er vandret ind direkte fra settet af Friday, Eric Stoltz er idealistisk men naiv. Og så er der Jon Voight. Han er så slimet og ubehagelig og truende at det er en fryd. Kun adskilt fra Anacondaens karaktertræk af hans irriterende bedrevidenhed. På trods af hans rolles overdrevne kvaliteter (igen, spot on til den her type film) synes jeg han var decideret uhyggelig både da jeg så filmen som 13årig og da jeg så den som 35årig. Den perfekte skurk til et riverboat eventyr. Og desto mere tilfredsstillende når han til sidst får sin bekomst.
Som hintet ovenfor så jeg Anaconda første gang som 13årig. Det var sommeren ’97 hvor også Scream hærgede i de danske biografer. Peak teenager sommerunderholdning. Jeg husker tydeligt at jeg var camp Anaconda dengang. Måske plakatens ripoffs af Alien bare gik direkte i min underbevisthed. Måske jeg ikke havde set nok slashers til at værdsætte det twist Scream puttede på genren. Jeg elsker under alle omstændigheder stadig filmen og noterer mig at den ærværdige Roger Ebert var enig (Anaconda fik 3.5/4 stjerner og Scream 3/4 anaconda, scream). For at gøre min anmeldelse af filmen sammelignelig med Allans vildfarne vurdering går jeg nu over på på 10 stjerne skalaen: 8 ud af 10 stjerner herfra.
Anna
Anna.
Anna?
ANNA!
Er det sådan, vi hilser på hinanden nu? Jeg har misset memoet, Anna.
De korte anmeldelser, jeg lægger op her, er et eksperiment i at give både bredere og specifikke indgangsvinkler til filmen, i så få sætninger som muligt. Jeg vil ikke bruge mere tid på at skrive om film end på at se dem, og især i tilfælde som “Anaconda”, vil jeg ikke bruge mere tid, punktum. Derfor havde jeg absolut ikke til hensigt at udlægge et detaljeret argument for den kolonistiske politik i denne film. Jeg synes det er så fornærmende tydeligt som en øretæve, og ja, det tager jeg faktisk alvorligt.
Derimod kan jeg ikke tage din superlative udlægning af filmens handling og figurgalleri seriøst. Det lyder som taget direkte fra pressematerialet, uden videre refleksion over subtekst. Er filmen camp?! Det gælder i så fald kun John Voigts overspil. Susan Sontag har skrevet om camp-begrebet her: https://monoskop.org/images/5/59/Sontag_Susan_1964_Notes_on_Camp.pdf
Er dens tagline en reference til “Alien”? Måske, men hvad siger det om “Anaconda”, at et halmstrå af en forbindelse til en langt bedre film er dens bedste claim to fame, siden du nævner det flere gange? At den ikke eksisterer som andet end en imitation, et ekko, et tomt udsagn som minder om en film.
Der er et udviklingsstadie i barndommen, hvor ungerne spørger “hvorfor” til alt, inklusive til hvert følgende svar. Det driver forældre til vanvid, men er et udmærket redskab, selv for voksne hobbyanmeldere. Alarmklokkerne burde for alvor gå i gang, når barnets reaktion på alt bliver “Meh, hvorfor ikke?” Det betragtes som et tegn på modenhed, men er bare udsagn for domesticering i rollen som forbruger. “Anaconda” er i høj grad en film, hvor “hvorfor ikke” er det ledende (mangel på) princip, fra idé via udførelse til konsumption: går den, så går den. Her er ingen årsag eller mening, kun effekt og uforanlediget handling. Spørger man “hvorfor”, smuldrer hele konstruktionen.
Det er fint nok, at du har varme minder om at se filmen i biografen. Dem hverken kan eller vil jeg tage i betragtning, når jeg danner min mening om denne eller andre film. Omvendt må jeg minde dig om, at min oplevelse ikke nødvendigvis er et angreb på din. Det er sådan set den eneste “vildfarelse”, jeg er villig til at acceptere her.
Her er filmens objektive kvaliteter, som jeg ser dem:
a) En række fokuserede kameraindstillinger er klippet teknisk korrekt sammen, således at montagen ikke forstyrrer seerens forståelse af det rudimentære handlingsforløb.
b) Flere skuespillere (og andre foran kameraet) synes at følge grundlæggende instruktion, og ikke bevidst sabotere produktionen.
c) Betragtelig processorkraft anno 1997 må være brugt på at rendere den digitale slange.
d) Afviklingen af forløbet sker så uhindret af spænding eller klimaks, at overgangen til rulletekster går næsten ubemærket hen.
Og så behøver jeg forhåbentlig ikke bruge mere tid på denne klemmelus i en Hollywood-producers bevidsthed?
Mvh,
Allan
Allan
Allan
Allan.
Herregud.
Meningen var bare at skrive en anden anmeldelse. Fordi jeg synes filmen var sjov og opfyldte sit formål som underholdning. Hvis du har taget det som et angreb snarere end som en spøg så undskylder jeg.
Undskyld den arrige tone, Anna! Flere passager, hvor jeg direkte svarer på din kommentar, er uacceptable. Det er ikke befordrende for diskussionen, og jeg ville selv rejse en advarsel, hvis andre havde kommenteret ovenstående. Jeg behøver nok ikke uddybe, at jeg føler en intens ulyst ved “Anaconda”, men det er bolden, vi skal gå efter her, ikke medspilleren.
Mit svar skulle forklare, ikke lukke diskussionen ned — for andre end mig selv, altså — og jeg burde have taget et skridt tilbage, før jeg trykkede på “send”. Undskyld mange gange, både til Anna og de øvrige læsere! Nu lader jeg foreløbig svaret stå som en slags skamstøtte, så må f eks Janus afgøre, hvor håndfast den usagte kommentarregulation skal håndhæves.
Kommentar-politik
Kommentar-politik
Kommentar-politik
“I remember now…”, som Thufior Hawat siger i “Dune”: ” – the first step to avoid a trap, is to recognize it’s existence!”
– og det skal jo nok være sine 3-4 Shai-Huludder værd.
Fælden – i det foreliggende – er (muligvis), at uenighed om delene, bliver uenighed om summen. Og det er den direkte vej til, at hvis ikke du kan li’ Brønby IF, så kan jeg ikke li’ dig.
Så ihvorvel jeg blander mig – uden at være indbudt – så kan jeg da kun begejstres og billige, at denne disput kom ned i øjenhøjde, således at et vist mål af ro til at nyde kaffen er genoprettet hér i
Kantinen
Kantinen
Kantinen
;-D
Du er en vis mand Henning. Kan godt lide den ide om delene og summen.
Her forhåbentlig et billede af kaffe jeg i sin tid plejede at bruge som sidste slide i når jeg skulle holde oplæg om fysik. Ikke fordi jeg vil forelæse eller noget. Bare at alle sætter pris på udsigten til en kaffepause.
… Nå ingen held med kaffe billedet.
Kaffemoji?
☕
[…] Anaconda-fejden startede her og fortsatte her […]