Nu skal det jo ikke være fis&ballade det hele (hvorfor ikke?)
Der findes (jo) faktisk to, helt kropsnære – om man så må sige – pest-fortællinger. Jeg tænker her på Ingmar Bergmans “Det sjunde inseglet” (Det syvende segl) og Ib Michael “Troubadurens lærling”. Handlingerne foregår i den grad i pesttidens hhv. Sverige og Europa (før EU).
I den mere obskure ende af spektret, skrev A. S. Neill – sammen med en gruppe børn på Summerhill Skolen – en bog i måske verdens første “Forfatterskole”, nemlig “Den sidste mand i verden”. Årsagen til grunden for den pandemi bogen handler om, skyldes en grøn sky.
Og så er der selvfølgelig Crichtons “The Andromeda Strain”, der har et modernere ekko i ligeledes bedagede “Gæsten fra stjernerne” af Niels E. Nielsen.
Desuden husker jeg en engelsk tv-serie fra oldtiden (1970’erne) – “The survivors”, hvis udgangspunkt også er en pandemi, men derefter diffunderer i et mere “kendt” post-apokalypse-scenarie, komplet med preppers, mad max’er og almindelig misantropi.
Endvidere (man skal variere sine indledningsord) har Frank Herbert (jaja, DEN Frank Herbert) skrevet “The white plague”. Den roman handler så i allerhøjeste grad om en menneskeskabt virus – der singulært rammer kvinder! Jeg vil faktisk gå så langt som at anbefale den, og det skyldes ikke misogyni! Der er i høj grad noget “the mad scientist” over den, men for en gangs skyld har han noget at have det i (i konteksten – det er ikke fordi jeg billiger “John Roe O’Neils” synspunkter)
Richard Prestons “The hot zone” (“Farezone IV”) er udgangspunktet for filmen “Outbreak”. Men de to ting har så ellers ikke en skid med hinanden at gøre. Til hvilket der at sige, at Prestons bog måske nok også mere er “dokumentarisk”, og handler om Ebola (Nej, der findes ikke nogen sygdom, der hedder “motaba”).
Endelig (man skal variere sine …. – men det har vist skrevet!) vil jeg godt slå et slag for Wahlöös “Stålspringet”. Den kan godt give lidt høje hår, stadigvæk.