HOVEDBYTTERI. Femte bind i serien om Metabaronernes Kaste, tager sin begyndelse hvor det sidste bind sluttede. Vi kommer derfor ind i historien lige idet Stålhoved skal til at kæmpe mod sin far Aghnar. Som det sig hør og bør for en kommende Metabaron er Stålhoved fast besluttet på at slå sin far ihjel – måske hovedsageligt fordi faderen skød hovedet af Stålhoved, da Stålhoved var spæd. Aghnar derimod, er lige så fast besluttet på at nedkæmpe sin søn – måske mest fordi han savner sin kone som har taget Stålhoveds parti. I sandhed titanernes kamp.

Efter denne episke, men afbrudte duel mellem galaksens største krigere følger den egentlige historie. Vi får fortællingen om hvordan Stålhoved møder sin udkårende, der imidlertid afskyr Stålhoved fordi han har myrdet hendes far. Det bliver derfor Stålhoveds mål at råde bod på denne udåd og samtidig finde ud hvordan hans mekaniske hjerne kan lære om kærlighed.

Historien udvikler sig nærmest i det uendelige. Forviklingsmæssigt er den ved at nå dimensioner som ville være tv-serien “Glamour” værdigt. Folk dør, men kommer tilbage, skiftevis hader og elsker hinanden og bliver gift på trods af alle besværlighederne. Det er lige ved at være for meget, men det er på den anden side det der gør serien til hvad den er – en science fiction version af en klassik “ridder vs. drage” historie.

Jeg har efterhånden rost tegninger i alle mine anmeldelser af bind fra serien. De er stadig gode, men med visse forbehold. Forsiderne er  en klasse for sig, og minder mest af alt om en portrætmaleri fra midt i 1700-tallet. Mere vil jeg ikke sige om det.

Et kritikpunkt som jeg er faldet over i flere af bindene er tekstningen. Den er som sådan letlæselig og klar, men den er fyldt med stave-, udeladelses- og placeringsfejl. Der er hele ord der forsvinder til tider. Andre gange er der mellemrum eller enkelte bogstaver der falder ud. Men den værste fejl, og den der skaber mest forvirringer, er når teksten bytter taleboble – altså når det ser ud som om det er én der taler, men siger en andens replik. Det sker mange gange, og det er ulideligt.

Alt i alt er det dog et af de mere interessante Metabaron-album. Historien begynder virkeligt at tage fart, og der opstår en masse interessante problematikker – interessante idet de virker uoverkommelige. Man kan sagtens se henover de små skønhedsfejl i tekstningen, men det havde været bedst hvis de ikke var der.