GRÆNSERNE GÅR OP I FLAMMER. Christian Haun er en af de ganske få danske forfattere, hvor jeg vil betegne mig selv som fan. En ny Haun-udgivelse er noget at se frem til, og jeg får gerne fat i dem så hurtigt som muligt. ”Sig farvel til dig selv” er endnu en bevis på, at han nok er den ypperste danske udøver af fantastisk litteratur.

Bag det ærligt talt lidt kedelige cover gemmer sig tre korte historier, hvor forfatteren roligt og overvejet nedbryder grænserne mellem virkelighed, fantasi og uvirkelighed. ”Socialrealistisk fantasy” er Hauns historier blevet kaldt, og her beviser han, at han legende let kan begå sig mellem de danske forfattere, der skriver hverdagsrealisme og høster roser på det – hvorefter han med en knyttet næve beviser, at han ikke er bange for at rive det ned, som han har bygget op. Man kan formelig se den realistiske ramme ryste og slå sprækker under forfatterens pen, så alt det ubehagelige nedenunder skinner igennem sprækkerne.

Samlingen starter med min absolutte favorit, ”Hendes kappe og maske”. Er det historien (og velfungerende på en eller anden magisk realistisk måde) om en mindreårig dansk superhelt? Er det historien om en lille pige, hvis familieliv langsomt går op i limningen? Begge dele. Men det, der først slog mig, var, at det er et lærestykke ud i vrede. Vrede og frustration står ud fra siderne, så historien bliver ved med at rumle i baghovedet på læseren. På 40 sider gør Haun noget, som andre forfattere ikke kunne gøre på 300 sider – hvis man havde nøjedes med at binde denne historie ind, havde den stadig været bogens pris værd, og hvis man ikke bryder sig om noveller, er det et godt eksempel på, hvorfor man tager fejl. Punktum.

I ”Løs” er historien bredere og spreder sig over flere år. Første del foregår i Australien en juleaften for år tilbage. En flok unge mennesker fra hele verden mødes i en ældre russers hus for at fejre højtiden. Men Bazarov, som han hedder, har hemmeligheder i kælderen, og da hovedpersonen Lars (kendt som Løs) får kontakt til nogle af de samme mennesker ti år senere, kan ingen af dem huske, hvad der skete den aften.

Haun forstår at skrive, så teksten føles legende let, samtidig med at brikkerne falder på plads, så man føler, at der er tænkt over hvert eneste ord. Her formår han at klemme en stor del af et liv ind på ingen plads.

Den sidste novelle har titlen ”Alt er sandt” og lider lidt under, at den bevæger sig nogle steder, hvor Haun har været før. Til gengæld bliver temaet (som jeg ikke vil afsløre) så måske behandlet lidt mere i dybden her, hvor en pensioneret ingeniør tager sig søn med til Mexico, hvor alting begynder at bryde sammen. En af de historier, som efterlader læseren lettere omtumlet – på den fede måde.

Christian Haun skriver som en elektrisk storm – det lyner og tordner mellem linierne, også her i ”Sig farvel til dig selv”. Han har bevæget sig tættere på mainstreamlitteraturen her, men uden at miste noget af den nerve, der kendetegner hans værker. Forhåbentlig vil det betyde, at flere får øjnene op for forfatterskabet.