GUDS VIDENSKAB!? Dan Brown har fortsat brug for penge. Derfor har han udgivet det tredje bind i serien om Robert Langdon. Denne gang gælder det hverken Vatikanets sikkerhed eller den moderne kirkes grundlag, men hele menneskehedens fælles opfattelse. Det er storladent (prætentiøst?)og helt igennem usandsynligt.

I et hemmeligt laboratorium har Kathrine Solomon forsket! Hun er beskæftiget med ”Noetik” – videnskaben der forsker i de kræfter der kommer fra det menneskelige sind. Det vi i gamle dage kaldte parapsykologi – healing, tankeoverførsel mm. Hendes resultater er overraskende, og hendes bror (frimurer) er meget interesseret. Langdon bliver kaldt til Washington på en hasteopgave, men den viser sig hurtigt at være fup. Nogen har taget hans gode ven Peter Solomon (Kathrines bror) til fange. Det er ikke godt, og det eneste spor er Peters afskårne hånd. Selvsagt er der flere implicerede. Både CIA og frimurerne titter frem fra deres magtbastioner, men hvad har det hele med ”De Gamle Mysterier” at gøre?

Historien er usandsynlig. Helt igennem. Lige fra det ”videnskabelige” fakta som Dan Brown ynder at bygge sine romaner op omkring, til sammenblandingen af science fiction, fantasy og krimi. Jeg mener faktisk at de to forudgående bind er spændende – de er ikke stor litteratur, men de er underholdende for hvad de er. Dette bind derimod lugter af ”dårlig ide”. Dan Brown har hidtil brugt sine Langdon-romaner til at kritiserer kristendommens usikre grundlag, men er i dette bind gået over til en mere forsonende tone. I stedet for lange enetaler imod kirkens dårligdomme, får vi nu lange enetaler om hvorfor alle religioner er så ens, hvorfor de faktisk er det samme, og hvorfor at alle har ret i det de siger. Det er uendeligt kedeligt og også meget hippieagtigt.

Bindets MacGuffin, er også helt hen i vejret. I stedet for en faktisk dims, leder vi pludselig efter ”De Gamle Mysterier”, som er et esoterisk/filosofisk koncept der hører til i middelalderen og renæssancen. Det baserer sig på en ide om at de forhistoriske folkeslag (eller i al fald de præbibelske) besad en eller anden form for indsigt, der gjorde mennesker til noget helt specielt. Det er, kort sagt, ikke interessant. I hvert fald ikke den måde som det er gjort på her.

Med Da Vinci Mysteriet slog Dan Brown sig fast som alle tiders fast-paced forfatter. Hurtige kapitler, hurtige handlinger og masser af tanketom spænding. ”Det Glemte Symbol” er derimod et lavpunkt. Stilen her er også hurtige kapitler, men også tonsvis af lead-and-decive, barnagtige plottwists der grænser til snyd og en underlig logik. Det er ærgerligt, for jeg havde faktisk håbet på at dette tredje bind i det mindste ville være spændende. Jeg tror måske at der skulle have været en noget større kniv ind over. Én der virkeligt kunne skære det unødige fra. Bogen er godt 500 sider lang, og der er ingen tvivl om at man sagtens kunne udelade 100, hvis ikke mere.

Alt i alt er ”Det Glemte Symbol” ikke Dan Brown værdig. Selvom han aldrig har været nogen fantastisk forfatter, så kan han altså mere end det han viser her. Det er synd og skam, men det er sådan det er.