Hvis man gerne vil kigge nærmere på forskellen mellem amerikansk og britisk sf, er det bedste eksempel fra den britiske side at trække frem nok John Wyndham – eller burde jeg sige: John Wyndham Parkes Lucas Beynon Harris (børn med mange navne er ikke et nyt fænomen). Jeg tvivler ikke på, at han (i overført betydning, forstås, han har været død siden 1969) ville snøfte på en måde, der kunne tolkes om lettere hånlig ad det amerikanske eksempel. For Wyndhams bøger er som antistof-udgave af amerikansk tjubang-scifi. Jeg tror, vi skal være taknemmelige for, at tiden har adskilt ham og Michael Bay, for det er min klare overbevisning, at havde de to nogensinde trykket hinandens hænder, ville den følgende eksplosion have umuliggjort liv på Jorden.

Som det er, kan vi blot håbe på, at Bay en dag kommer til at læse en Wyndham-roman.

“Men… men… men… hvor er eksplosionerne?!” – Michael Bay

Normalt kan jeg ikke nærme mig mine Wyndham-bøger, uden “Webs” på mystisk vis (jeg mistænker edderkopper) springer ud i min hånd, men denne gang fik jeg fat i en anden af hans romaner. Den hedder “The Kraken Wakes”, hvilket er en reference til Alfred Lord Tennysons digt “The Kraken” – og amerikanerne har naturligvis udgivet den under titlen “Out of the Deeps”, som er… ikke rigtig noget, faktisk. (Nu skal jeg heller ikke blive for hellig – den er udkommet på dansk under titlen “Invasion fra dybet”).

Jeg forestiller mig en amerikansk forlægger rive sig i håret, fordi han har gjort sit bedste for at booste dramaet, og det første, der sker i bogen, er, at forfatteren fortæller os, at det nok skal gå altsammen. Vi taler invasion (sandsynligvis fra rummet) og mere eller mindre verdens undergang, men bare rolig. Stiff upper lip og alt det der.

Så flashbackes der ellers til begyndelse på hele rodet: mystiske lys på himlen, som gerne forsvinder over havet. Snart bliver det tydeligt, at væsener udefra er landet på planeten og har fundet sig til rette i dybhavet, hvor de udfører mystisk arbejde. Tydeligt for nogle, for vore fortællere arbejder for radioen, og et stort element af “The Kraken Wakes” er en kritik af medierne og deres holdning til det, der burde være en klar trussel, men i stedet betragtes i forhold til, hvordan læserne og lytterne formodes at tage imod den. Sælger historien? er spørgsmålet, snarere end Skal vi allesammen dø?

Derfra eskalerer det hele stille og roligt. Historie fortælles gennem ægteparret Mike og Phyllis, der dækker historien – de trækkes ikke igennem de voldsomste dele af den (igen: ikke-amerikansk science fiction), men oplever dog alligevel et og andet, da de fremmedes invaderer landjorden. Det er måske ikke så voldsomt, som en invasionshistorie lægger op til, men på sin vis meget realistisk. Ting sker i det fjerne, og folk er meget lang tid om at erkende konsekvenserne (det er jo bare de sorte, det går ud over til at starte med).

“The Kraken Wakes” er god gammeldags cosy catastrophe, så det er en velsignelse. Det er som at få science fiction fortalt af sin bedstefar. Der er piberøg i ordene og tweed mellem linjerne, og kloge mænd kommenterer klogt på ting. Det kræver lidt det rette humør, indrømmet, men nu og da har man bare brug for lidt Wyndham i sit liv. Om ikke andet så for at vide, at det nok skal gå altsammen.