Ringenes Herre: Eventyret om Ringen
Den sidste gang jeg læste Ringenes Herre var nok i forrige årtusinde. Jeg tror ikke jeg har læst den siden filmen kom. Men jeg startede på den igen, her den anden dag og egentlig med stor fornøjelse.
Jeg havde haft en fornemmelse af, at det var en bog som jeg havde læst nok. Og at det ikke var en jeg havde behov for at genlæse. Men så kom lysten over mig på en biltur hjem fra arbejde. Jeg havde ellers underholdt mig med James Burkes Connections… men den blev lidt rodet og træls. Så upti vupti, et besøg på Amazon i vejkanten lidt udenfor Voldby, og 30 sekunder senere var jeg nok engang på besøg i Midgård.
Og jeg blev virkeligt begejstret. Godt skrevet og med masser af fokus på baggrundshistorien. Jeg havde ikke lagt mærke til hvor meget Silmarillion indhold der er i bogen.
Men hold nu op, hvor blev jeg træt af Tom Bombadil. Hele det kapitel er simpelthen for langsomt og alt for meget “Hobbit-hygge” der er over det.
6 kommentarer
Elrond siger det nok bedst: “He is a strange creature”
Jeg er med på den her teori: https://km-515.livejournal.com/1042.html
Det er godt nok også år og dag siden, at jeg har læst Ringenes herre, og jeg havde lidt sat en mærkat med “Overstået” på den. Men der er jo ikke noget som det sociale pres ved, at en anden læser noget, der kan få en til at tænke “Måske skulle jeg alligevel…”
Tom Bombadil er kun besøg i “Midgård” – han kommer fra sit eget Univers, sin egen “secondary earth”. Eller man kan sige: – hobbitterne er, for en kort stund, transdimensionalt, havnet i Bombadils verden (World of Tiers, P.J. Farmer).
Der er jo masser af digressioner i LOTR – hvad med de “dyssegæster”, hvad med de der pukel-mænd? Er Shelob egentlig nødvendig andet end som et Lovecraft-horror-element? (Ja, hun er, for det hænger sammen med Ungolianth og hvad Melkor, Saurons læremester, gjorde ved Den Gamle Orden i de første aldre)
Det var vel værre om hobbitterne var stødt på Mr. Bliss eller Julemanden, så selvom jeg godt kan følge irritationen, så syns jeg alligevel meget godt om hobbitternes “hiatus” i Tom Bombadils hus – han er trods alt gift med Søens Frue fra Arthur-legenden; hende med det der sværd dér …
Så blev jeg færdig med Eventyret om Ringen, og det var et hyggeligt gensyn. Eller i mit tilfælde, genhør. Noget jeg ikke har tænkt over før, er hvor Saga-agtig den er. Den føles ikke som at læse en normal roman. Alle hovedpersonerne er frygteligt heroiske og episke.
Og så blev jeg jævnt irriteret over alle de mange sange og digte. Det giver en supergod saga stemning, og der er en masse interessant information om den tidlige verden… men gab… nogle af dem er helt enormt trælse. (Og her kigger jeg virkeligt meget på dig, The Man in the Moon Stayed Up Too Late, som er den sang Frodo synger i Bree. 13 vers… Jesus webt!)
Manden i Månen er et ret gammelt “koncept” – måske endda en af de ældste myter, overhovedet. I oldnordisk folklore optræder fortællingen om hvordan Tungl, en personificering af Månen i skikkelse af en dværgagtig mandsling ved navn Mani, bortfører tvillingeparret Bil og Hjuke – https://en.wikipedia.org/wiki/Hj%C3%BAki_and_Bil
Koen der springer over Månen er en anden måde at sige “paradigme-skifte”, inden man lige vidste hvordan det skulle udtales.
Tolkiens ærinde var at konstruere en mytologi for England, idet alt mytestof så at sige var importeret – keltere, romere, normanner, YNI – så det var ham meget om, at finde tilbage til det oprindelige (den “oprindelige englænder” er således en hyggeagtig hobbit, der venter på at thekedlen koger, mens han sætter kommenskager frem på det veldækkede bord).
Idet Midgård (Middle-Earth) både er en “secondary-earth” og en fortidig udgave af “vores” verden (idet Middle-Earth kollapser, da de sidste elvere drager bort fra Gråhavne og så at sige lukker sig om sig selv) er det absolut rimeligt nok, at Frodo kender en sang om Manden i Månen, for således kan denne myte transporteres henover “paradigme-skiftet” til “vores” fortid, til vores myter (nogen skal jo for faen gøre det).
Jeg kan iøvrigt, for alle som måtte have mindre børn, niecer, nevøer, børnebørn under den kriminelle lavalder (altså omkring de 8 år) absolut anbefale Tomi Ungerers “Månemanden” https://nostalgihuset.dk/borneboger/3407-tomi-ungerer-manemanden.html
– den sir hva der ska siges.
Men & og ja – man kan godt gå hen og blive lidt træt af, at alle bryder ud i sang og lyrik hvert andet øjeblik i Ringenes Herre. Det er en aquired taste – eller også fucker man det bare og går videre. Kan man ikke li estragon – jammen så lad vær med at bruge estragon 🙂
Nu mindede Simon mig jo om, hvor irriteret jeg også dengang var af de kvædede kvad – så jeg har fluks bestilt Månemanden hjem i stedet 🙂