Her må man gå til bekendelse, og indrømme at misundelsens grønne betændelsevæske (eller er det ærgrelsens tårer?), flyder ad éns kinder.

Jeg er ikke på NetFlix (“så bli’ det!”) for jeg det har jeg ikke råd til (“så røv’ en bank!” – “Hva’ hvis der er mere end ti mennesker i banken?” – “Nys på dem!”). Men jeg er en stor fan af Stålenhags post-Jim Burns, post-Peter Elson, post-John Berkey snarkiske fantasmer (with a twist of Schoenherr og Paul Alexander).

Jeg kan kun håbe, at det konceptuelle imaginarium (eller er det ligefrem “mechanoid bestiarium”?) ikke bliver forklaret til døde (“morbus automaton”)

Heldigvis kan jeg tvinge min svoger til, at købe den serie til mig, når den bliver udgivet på “plade”, eller hvad det nu altsammen hedder. Det sku’ ikke være svært – svoger har også “noget” med Stålenhag.

Så – yderst tak for det indspark