…nur Behändigkeit: Hekse i superkulturen
Hver by har sin heks, og hver elsket fantasyserie sine trolls. Superkultur-podcastens veltimede og grundigt planlagte Sankthans-afsnit blev desværre forhekset, og kommer i stedet til lytterne et sikkert tidsrum fra regnvåde bålrester.
Er heksen ondskabens tjener, et nidbillede på den opsætsige kvinde, eller en misforstået naturtilbeder? Jeres værter, i selskab med stamgæst Anna Sejersen Riis, finder eksempler frem på film, i TV og bøger. Og fra Janus’ okkulte bibliotek bringer vi en (stort set stensikker) opskrift på en elskovsdrik!
Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!
Omtalte værker i udvalg:
- Fritz Lieber: Heksenatten
- Roald Dahl: Heksene
- Gretel and Hansel (2020)
- The Woods (2006)
- Suspiria (1977 og 2018)
- The VVitch (2015)
- Hereditary (2018)
- Antichrist (2009)
- Monty Python and the Holy Grail (1975)
- Terry Pratchett: Equal Rites, Wyrd Sisters m.fl.
- The Crucible (1996)
- Tegneserien Fables og de påfaldende ligheder i TV-serierne Grimm vs Once upon a time
Løsagtige links:
- Aarne-Thompson-Uther Tale Type Index 327A
- Havheksen Ursulas oprindelse i John Waters favorit-drag
- Silvia Federici: Caliban and the Witch, et marxistisk-feministisk blik på heksefiguren som produkt af kapitalismens fremkomst, diskuteres i podcasten The Book on Fire.
- Madam Blå og Svinehunden, anmeldt på Fortællingen.dk
- Santa Muerte, Mexicos folkehelgen for LGBTQIA+-personer.
- Den kloge kones bog: hvordan man bl.a. kurerer Sygdomme, tyder Damernes Skønhedspletter samt tager Varsel af Dagligdagens Hændelser: endvidere illustreres “Middel at faae Penge”
- Opskrift på peberkagehuse (og det ér faktisk ret nemt at lave sukkervinduerne!)
- Midsommar: En stråmandssanmeldelse
Credits
Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.
Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.
Værterne er Janus Andersen, Anna Sejersen Riis og Allan Haverholm.
Spørgsmål, kommentarer, og hilsner til det superkulturelle folk kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @superkultur.
Dette afsnit indeholder lydklip fra Polanskis Macbeth (1971), Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer (2002), The VVitch (2015), en opsætning af Macbeth fra Shakespeare’s Globe, og Monty Python and the Holy Grail (1975). Vi anser vores gengivelse af disse som lovlige citater i formidlings- og kritisk øjemed.
7 kommentarer
Ikke et ord om Erica Jong? Ikke et ord om “Rosemary’s Baby”? Ikke et ord om Dannie Druehyld? tsktsktsk!
Nåmmen, så lad mig bidrage med nogle bilag til “shownotes” mv.
Generelt skal man have sine referencer iorden. Men den kan jeg ikke lige lave, i denne omgang – heller ikke med udsigten til at blive disset.
I ’80’erne – i forrige årtusind – blev der foretaget nogle undersøgelser af visse skeletter, fra 1600-årene, i Wamberg, Tyskland.
Wamberg var i høj grad et sted, hvor man nærmest kan sige, at opvarmningen – i en hvis periode – foregik pr. “hekse-afbrænding”. Undersøgelsen af skeletterne (gejstlige, adelige – begravet under kirkegulve) viste at individerne – i levende live – havde indtaget en hel del “ergot” – meldrøje!
Ordet hænger sammen med, at planteinfektionen ligner en fordobling af boniteten, men indeholder et lysergid – og så ved man nok, hvad klokken er slået. På daværende tidspunkt har man sandsynligvis tænkt – “yes; iår er er to aks på hvert strå; what’s not to like!”
Disse gejstlige og adelsmænd - og sikkert store dele af befolkningen - har været på en LSD-koger, og set alt muligt. Derfor også hekse i massevis.
Jeg ved ikke om det samme kan konstateres i Plymouth - men fiktionen har et vist ankerfæste i en historisk virkelighed.
“Conjurer Wife” af Fritz Leiber blev filmatiseret under titlen “Burn, witch, burn” – i Amerika! Mens den i Storbritannien fik titlen “Night of the eagle” – og på dansk “Det mystiske kapel”. Og for at gøre forvirringen total er “Burn, witch, burn!” en roman af Abraham Merritt (The Ship Of Ishtar(!)). Endvidere er “Conjurer Wife” faktisk (alvorligt) inspireret af “I married a witch” – en film der udkom i 1942 (altså året inden Leiber udgav CW). På dansk kom “IMAW” til at hedde “Min Kone Er En Heks”. Og Stig Vendelkær udgav godt nok “CW” under titlen “Heksenatten” (vist endda oversat ar Arne Herløv Petersen), men et andet forlag udgav – nogenlunde samtidig – molevitten under titlen “Min kone er en heks” – altså en titel, der er hentet fra en film, der havde premiere året inden Leiber udgav “CW”.
Dejligt forvirrende, ikk’sandt!
Ikke et ord om “Sabrina – Skolens Hest … Heks”? Ikke et ord om Mosekonen? Ikke et ord om Urd, Verdande og Skuld (Macbeth 🙂
Nåmmen – det må I selv om ….
Faktisk er det ikke så mærkeligt, at de ser ret "europæiske" ud i "Howl's Moving Castle". Den er (jo) faktisk skrevet af Diana Wynne-Jones. Og selvom jeg måske ikke helt køber, at Slottet går på hønsefødder (evt. gulerødder) vil jeg henlede opmærksomheden på, at Baba Yagas hus muligvis har sin inspiration fra bygningen af fadebure i finmarken. Vi prøver en lænke og sér om det går:
https://kids.britannica.com/students/assembly/view/224991
Afslutningsvis: – en, i vesteuropæisk kultursammenhæng, væsentlig heks er vel Circe, der forvandler stakkels, stakkels Odysseus’ mænd til svin (hvilket de var i forvejen – forf. anm.). Men bemærk lige, at hun på mere terrængående dansk hedder “Kirke”.
Der er en dikotomi hér, som jeg da gladeligt overlader til andre, at afgøre tolkningen af – med sig selv … hæhæ –
Nåja – forresten! Nu var I inde på Maleficent. Men min gamle mor fortalte mig engang, at da Disneys “Snehvide” havde premiere (i Danmark), var dronningestedmorens forvandling til heks faktisk noget, der fik børn og sarte sjæle til at vælte ned af biografsæderne. Nåja – vi er blevet mere hårdhudede. Med det gode – fandme’ også med det dårlige –
det var bare det – hej!
hilsen Henning
Er det deciderede hekse i Rosemarys baby? Jeg har altid tænkt på dem som kultister, men der kan naturligvis være en hårfin grænse. Men måske en undskyldning for en genlæsning af den.
Jeg vidste ikke, at “Min kone er en heks” var udkommet på dansk, så bonustak for det. Er Thorne Smith værd at læse i dag? Jeg har vist en enkelt eller to af hans bøger stående, mens mest som kuriositeter.
Nu kom jeg så til at slå Heksenatten op, og det er en populær titel på dansk: Den er i dansk oversættelse blevet hæftet på en Henrik og Hagbart-tegneserie (La nuit des sorciers), en Welwyn Wilton Kats-børnebog (Witchery hill), en Elizabeth Davis-roman (Along Came A Spider) og så Leiber 🙂
Nej, der er meget, vi ikke kommer ind på i afsnittet — ethvert udvalg består pr definition af udeladelser, blinde vinkler og forglemmelser. Vi havde f eks Dannie Druehyld oppe at vende i researcharbejdet, men valgte altså at snakke bredere om naturtilbedelse og moderne “dagligdagshekse”.
Hvad “Rosemary’s Baby” angår, holder jeg med Janus. Der er generel forvirring omkring satankulter og hekse, både i almen omtale og i fiktionen, men jeg har aldrig læst/set den histories skyggespillere som hekse i nogen forstand. Som sagt i forrige podcastafsnit, hvor vi først berørte hekseemnet, var der i ’70erne en bredere wicca- og hedensk revival i vestlig kultur, som førte både “Eksorcisten”, “The Omen” og Polanskis film med sig — og der er sjældent en helt klar skelnen mellem hhv satanister og hekse.
Vi svømmer lidt i samme suppe af usikkerhed i afsnittet, men for mig at se starter forbistringen mellem Satan(ister) og hekse i de manuskripter, som heksejægerne formede deres forhør efter. Det var deres udstukne Grønspættebog, der hævdede, dels at de anklagede plejede omgang med djævlen (og så skal vi nok få dem til at tilstå før eller senere!), dels at det hele var del af kodificeret jødiske ritualer, heraf “heksesabatten”.
Heksefrygten formedes i et vist omfang over det velkendte skræmmebillede af jøder, se således anklager om bortførelse af børn, kannibalisme og afgudsdyrkelse. Tilsæt dertil nogle af de seksuelle akter, man af en eller anden grund ikke selv vil være ved i samtiden… Vi kunne altså med samme lethed have krydset over i antisemitiske forfølgelser som i satanistskrækken.
Som jeg skrev i foråret om varulve, er der nogle få tabuer, som igen og igen gennem historien gribes til, når man behøver en uimodsigeligt grundløs anklage mod “den anden”. Vi ser det igen i racistiske stereotyper, kommunistforskrækkelsen og Qanon-ævlet. Nu er det bare sådan, at vi ikke vil påtvinge lytterne en tyve timer lang, alt omfattende podcast om folkeforfølgelser og undertrykkelse, og vi har holdt os skarpt til heksen. Du må nøjes med det aktuelle afsnit for nu, Henning 🙂
Hov, hvem siger, at “vi ikke vil påtvinge lytterne en tyve timer lang, alt omfattende podcast om folkeforfølgelser og undertrykkelse”… altså bortset fra ham, der skal redigere den sammen 🙂
JANUS! Jeg prøver at holde vores planer for dette års julekalender hemmelig!
Det er naturligvis en strid om kejserens skæg (også kaldet flueknepperi) hvorvidt kultisterne i Rosemary’s Baby er hekse. Og det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvad fanden der egentlig sker.
Min fornemmelse af at det drejer sig om hekse bygger på, at Rosmarin får det der væmmelige bryg, og “naboerne” (i et vist perspektiv) varmer op til Sabbat. Men æhee …. – det kan da godt være det er en yderst løsagtig omgang med mere eller mindre betroede midler. Alligevel ….
Thorne Smith? Hans tekster er ikke ældet med ynde. Men kan man læse P.G. Wodehouse og stadig føle sig underholdt af Jeeves-suiten (på sådan en “høhø – det var dengang”-måde), så kan man også få lidt ud af “Topper tager på tur”. Lårklaskende bliver det ikke, men hvis man alligevel befinder sig i sin øreklapstol, iført kameluldstøfler, housecoat og fez, så kan man ligeså godt gå linen helt ud. Smiths bedste (men gad vide om den er særlig gangbar idag) er nok “The glorious pool” (tror jeg nok den hedder). Men altså – !
For en del år siden læste jeg med stor fornøjelse Edgar Wallaces “Sanders of the River”-serie. En fantastisk satire over engelsk kolonial-styre i Afrika. Troede jeg – indtil det gik op for mig, at Wallace sgu mente det alvorligt ( så sad man dér med et akut “heinlein-syndrom”). Det er lidt det samme med Smith og Wodehouse – man sidder i begreb med, at smile skævt “de forkerte steder”. Så kan man lige så godt læse “And Atlas shrugged” og få sig en ordentlig griner, for den ved man dog er ment alvorligt men så umådelig åndssvag, at den eneste fornuftige respons på vrøvlet er en homerisk latter – hele vejen hen til skraldespanden.
Hvilket – på denne “associative markvandrig” – minder mig om “Metropolis”. Den er fandenflækkemig ikke nem, at have med at gøre, hvis man går den på klingen. Og den kan så lige bringe os tilbage til temaet, derhen at robotten, der har “forklædt” sig som Maria, bliver brændt på et bål – nede i “arbejderkvartererne”. “Heksen i Metropolis” – any??
Nejnej! – eller “jaja”! “Hekse” er et mildest talt omfangsrigt tema. Og det er da ganske urimeligt, at forlange en fuldstændig uddybning af temaet over små 60 minutter. Og det er da så dejligt nemt at påpege undladels-synder. Der går Lærer Andersen* i den, velvidende og upåagtet at Superkulturpodcasten hverken skal eller kan tilfredsstille nitpickery 🙂 …. – det klarer den selv 😀
*”Lærer Andersen” er aldrig interesseret i, hvad du har lavet. Men alt du ikke har lavet, det får du en “sveder” for – ombyttelig med en rask én på skrinet, hvis det er det du vælger.
Typen findes stadig. For knap et år siden oplevede jeg en underviser på UCL, der skældte de fremmødte studerende ud, fordi der var en hel del studerende, der ikke var tilstede. Vedkommende underviser er ikke længere underviser på UCL. Hun skriver på en ph.d. i pædagogik – yippicayay!
[…] Hekse i Superkulturen […]