Jeg husker ikke lige- det er jo 10 dage siden 🙂 – hvorfor jeg mente, at der forelå en dikotomi. For det gør der ikke. Men ATMOM er vel ikke at betegne som “horror”? Ja – jeg ved det ikke. Det er lige omkring hér Martin W. Jürgensen ånder mig i nakken og siger “er genre-definitioner så vigtige?” Ja, nej, ved ikke – “I was dead, at the time! I was on the Moon …. with Steve” (Eddie Izzard, Dress to kill)

Iøvrigt – eller hvad man skal sige – har Greg Bear skrevet en najs lille sag, “Psyclone”, hvor det strengt videnskabelige går pænt i hånd-i-hånd-i-hånd med det horrorlige. Den kan godt anbefales til en døsig søndag 🙂

Men jeg vil godt anholde, at mit udsagn om de palæontologiske perspektiver ifht affattelsestidspunktet er ret interessante – betinget (naturligvis) af at man er lidt nørdet på den front. En samlæsning af ATMOM med Stephen Jay Goulds “Wonderful Life” er gould værd.

Og nu vi snakker om kulde: – på tiden læser jeg John Gribbins og Douglas Orgills “The Sixth Winter” ( 1979), om en Ny Istid.
Det kan man så sammenholde med en klimatisk situation 40 år senere, der lissom peger i en lidt anden retning, om man så må sige 🙂 Og det er på samme måde jeg betragter ATMOM som kulturhistorisk (tør man sige videnskabs-historisk?) relevant. Og så er der jo – til romantikerne – sproget …. – dette vognlæs af superlativer og adjektiver, der som lind balsam obliviøst emulgerer Tannhaüser Gate med Huset Usher i et enigmatisk filigran af frønnede fortabelser … – eller sådan noget 🙂