Superkultur-podcasten på vanvittig bjergvandring
Podcastens tre stemmer vender tilbage til vores allesammens had/kærlighedsforhold: gamle, racistiske onkel Lovecraft. Og Guillermo del Toros forhold til selvsamme, der må hældes til kærlighedssiden – i al fald foreligger der en forlovelsesring.
Allan, Anna og Janus diskuterer det (indtil videre) uproducerede screenplay til en del Toro-udgave af Lovecrafts At the Mountains of Madness – og pirker til alt, hvad Lovecraft holdt helligt. Det er en samtale, der kommer længere og længere ud – helt ud på yderspidsen af menneskelig formåen, hvor pingvinerne er albinoer og kæmpestore.
Og så flyver den ellers tilbage til start og Lovecraft Country.
Så pak dig godt ind og forbered dig på unævnelige rædsler, som måske er lidt for nævnelige i del Toros manuskript.
Download afsnittet her eller abonnér på podcastens RSS-feed!
Links
Vil du selv læse manuskriptet? Så kan du finde det her.
Det indledende citat er Guillermo del Toro selv, taget fra dette interview.
Mere om forlovelsesringen.
Possible Bubbles of Spacetime Curvature in the South Pacific
Dreamlitt/Kandors lækre udgave af Lovecrafts samlede værker på dansk: Bag søvnens vægge, Ved vanviddets bjerge og Cthulhu kalder.
Credits
Indledningstemaet er Glad Rags’ Social Kapital — hele deres usædvanligt lytbare album Wonder Under findes på Free Music Archive under Creative Commons’ Attribution-licens.
Udmarchen er Finis Comoedia af Dee Yan-Key. Hele hans œuvre — 98 albums i skrivende stund — er lagt på FMA under en CC-Attribution-NonCommercial-ShareAlike-licens.
Værterne er Janus Andersen, Anna Sejersen Riis og Allan Haverholm.
Spørgsmål, kommentarer, og hilsner til det superkulturelle folk kan sendes til podcast@superkultur.dk, eller på Twitter til @superkultur.
5 kommentarer
Jeg læser Lovecraft med stor fornøjelse – og primært for sproget (svulstighederne leder i ny og næ tanken hen på Bradburys og Niels E. Nielsens ditto), og der virker oversættelser til dansk bare ikke. Det er noget med sprogbrugs-barrierer og kulturforskelle. Men det er en længere diskussion.
“At the Mountains of Madness” (den berømte bjergkæde på Antarktis) er vel egentlig ikke nogen horror-fortælling. Og for mit eget vedkommende kan jeg sige, at Lovecrafts – omend ret massive – “info-dumps” egentlig er ret interessante. Altså – manden er fuld af fordomme og dybt naiv. Men de palæontologiske detaljer i romanen, udsiger noget om hvorledes der populærvidenskabeligt blev set på relativt nye begreber som evolution, deep time, plade-tektonik, hvilket får mig til at bedømme ATMOM til at være science fiction.
Det er ikke min opgave at undskylde Howard for hans afgrundsdybe uvidenhed, hans infantile fordomme eller hans totale mangel på politisk overblik eller blot en snert af empati. På den måde er han – og hans “ouevre” – ret nem at tryne. Og desværre stopper det ikke dér. Jeg vil lige lænke til en artikel (!) jeg fik udgivet ovre på Fra Sortsand:
https://frasortsand.wordpress.com/2016/09/04/larry-niven-jerry-pournelle-the-mote-in-gods-eye-1974-universets-junglelov/
hvis det skulle være.
Første gang jeg læste ATMOM, bed jeg mærke i at The Old Ones (i henhold til Dyers hierohlyf-læsning) havde opbygget et “kommunistisk samfund”. Og jeg har vel været omkring 16-17 år, så jeg tænkte, at det lød sgu da positivt – og så kunne forfatteren da ikke være helt skudt i propellen.
Langt senere gik det op for mig, at det værste Lovecraft kunne forestille sig var kulde, fejlfarver og kommunister 🙂
Netop kulde er et gennemgående tema i ret meget Lovecraft-lektyre – og sat helt på spidsen i ATMOM. Men også i novellen “Cool Air”, som den ret fantastiske Bernie Wrightson har lavet en tegneserie over, kommer dette – for Lovecraft – angstprovokerende fænomen til fuld eksponering.
Nu er Lovecraft nok lidt ligeglad – han er draget hjem til Cthulhu og spiller kalaha med Abdul Alharasha. Men man bør ikke glemme, at hans forkølede output har haft en gevaldig impact på det genrekulturelle.
Altså, rent principielt synes jeg jo ikke, at der er noget i vejen for, at den kan være begge dele, både science fiction og horror.
Jeg har sådan en eller anden halvt formuleret tanke om novummet i de to genrer – i sf er det kognitivt valideret (og onkel Howard bruger lang tid på det), og i horror er det “unaturligt” i forhold til den beskrevne verden og fjendtligt stemt (og nåja, det er jo ikke en hyggeligt møde). Det kan sagtens være begge dele på samme tid, ligesom vor kære xenomorf er på samme tid skræmmende og forklarlig.
Jeg husker ikke lige- det er jo 10 dage siden 🙂 – hvorfor jeg mente, at der forelå en dikotomi. For det gør der ikke. Men ATMOM er vel ikke at betegne som “horror”? Ja – jeg ved det ikke. Det er lige omkring hér Martin W. Jürgensen ånder mig i nakken og siger “er genre-definitioner så vigtige?” Ja, nej, ved ikke – “I was dead, at the time! I was on the Moon …. with Steve” (Eddie Izzard, Dress to kill)
Iøvrigt – eller hvad man skal sige – har Greg Bear skrevet en najs lille sag, “Psyclone”, hvor det strengt videnskabelige går pænt i hånd-i-hånd-i-hånd med det horrorlige. Den kan godt anbefales til en døsig søndag 🙂
Men jeg vil godt anholde, at mit udsagn om de palæontologiske perspektiver ifht affattelsestidspunktet er ret interessante – betinget (naturligvis) af at man er lidt nørdet på den front. En samlæsning af ATMOM med Stephen Jay Goulds “Wonderful Life” er gould værd.
Og nu vi snakker om kulde: – på tiden læser jeg John Gribbins og Douglas Orgills “The Sixth Winter” ( 1979), om en Ny Istid.
Det kan man så sammenholde med en klimatisk situation 40 år senere, der lissom peger i en lidt anden retning, om man så må sige 🙂 Og det er på samme måde jeg betragter ATMOM som kulturhistorisk (tør man sige videnskabs-historisk?) relevant. Og så er der jo – til romantikerne – sproget …. – dette vognlæs af superlativer og adjektiver, der som lind balsam obliviøst emulgerer Tannhaüser Gate med Huset Usher i et enigmatisk filigran af frønnede fortabelser … – eller sådan noget 🙂
Jeg er glad for genredefinitioner, men ja – de er nok bedst i sådan en “snak over en øl”-samtaler.
Psyclone var den med “atombomber sønderriver sjæle, så de danner en storm, der endelig når USA”, ikke? Den læste jeg også for mange år siden og husker som ganske spas. Men sådan helt ved siden af i forhold til det andet Bear, jeg har læst 🙂
Den sjette vinter husker jeg som noget mere klodset, men det er også længe siden – og i dansk oversættelse, så der kan være smuttet et og andet.
I akademisk regi, er et genre-perspektiv aldeles på sin plads. Og så er det ret interessant at man også har en anden genere-definition, at holde det op imod – bare for at gøre det ekstra intellektuelt! Og det er der, jeg begynder at få lange løg. Men ja – eller måske nej.
Kontekst! Mein freund. Kontekst. Hvornår, hvor, i hvilken sammenhæng, og hvorfor, skal det helt tunge akademiske arsenal bringes i position og anvendelse?
Og jeg er selvfølgelig lidt “biased” og miljøskadet af at gå gå det der lærer-studie, hvor man nogle gange godt kan blive lidt skeløjet – ikke så meget pga. info-overload (gud fri mig vel!), men fordi der præsenteres så vidt forskellige perspektiver, netop ifht genrer og genre-definitioner (so – don’t try this at home)
Syclonen var netop den, ja. Og også ja, aldeles noget andet Bear … – og jeg tror også det er en tidlig sag i forfatterskabet.
“Den sjette vinter” er en fantastisk dårlig oversættelse. Angiveligt lavet af en eller anden, der hverken kan dansk eller engelsk eller har en stand forskid på emnet.
Ogginaludgaven på ogginalsproget er lige de der 10-15 % bedre. Men – hej&halløj – selvfølgelig er det blot en “techno-thriller” – og så alligevel ikke helt. “Udgangssalmen” peger ikke tilbage på genoprettelsen af Status Quo, men på et Consumatum Est .. – så der er alivællet lidt scifi over den 🙂