Wanderers

En dag vågner Shana op, og hendes søster er væk. Det tager dog ikke længe at finde hende – hun vandrer ned ad gaden fuldstændigt ubevidst om verden omkring sig, tilsyneladende fokuseret på et punkt, som kun hun kan se. Da Shana forsøger at stoppe hende, reagerer hun voldsomt med rystelser og temperaturstigning. Det er tydeligvis et problem, som Shana ikke kan ordne.

Og det er et problem, som vokser. For snart er søsteren ikke den eneste – andre tilsyneladende søvngængere slutter sig til hende, og sammen begynder de at krydse USA uden noget tydeligt formål. Og hvis man forsøger at stoppe dem, eksploderer de.

Omkring flokken vokser der adskillige historier frem – Shanas synsvinkel får følgeskab af en præst, hvis prædikener trækker ham ind i et nynazistisk broderskab; en virolog, der er kommet i unåde, kommer til at arbejde med den smitte, der gør folk til sprængfarlige søvngængere, og han får hjælp af en nyudviklet AI, som snart fortæller ham, at det ikke er den eneste fare, der truer verden; og en rockstjerne ser vandrerne som sin chance for at komme i rampelyset igen.

Chuck Wendigs roman er en mursten af en pandemi-thriller – jeg lagde den øverst i læsebunken op til vores virus-afsnit af podcasten, men ligesom en antivaxx’er har den fået lov at gå klassen om et par gange, og det var først her i juleferien, at den fik fri. Med sine 800 sider er den også velegnet til en længerevarende afslapning, og Wendig formår heldigvis at skrive, så man hygger sig hele vejen igennem (altså på trods af verdens undergang, forstås).

Det er svært ikke at tænke på Wanderer som en opdatering af Kings The Stand – den har de mange historier, den deler de overlevende op i to lejre, og den bygger op mod opgøret mellem godt og ondt. Men hvor King går all in og ender dybt i kristent territorium, er Wendig noget mere tilbageholdende og giver istedet sin historie mere en fornemmelse af technothriller. Det gør måske, at den sjosker noget mere afsted, men på visse punkter gør det den også sært forudseende – de tåbeligheder, der fik lov at vokse frem på de sociale mediers scener under corona, leger Wendig også med; citater fra Tumblr, Reddit og andet krydrer teksten med påmindelsen om, at uanset hvor grimt det ser ud, vil der altid være dem, som ganske uforstående kan gøre det værre.

Alt i alt er Wanderers en god bog. Der er spænding, der er action, der er nogle gode mysterier, men der er måske ærligt talt også lidt for mange sider. Men det er især en fornøjelig bog at gribe til, hvis man har holdt afstand til The Stand, fordi Guds finger alligevel var en tand for tyk.

Comments

  1. Henning

    Jeg måtte give op over for “The Stand”/”Slutspil”. Og det hjalp ikke at se tv-serien. Men så opdagede jeg, at der var kommet en udgave med illustrationer af Berni Wrightson. Ikke at jeg kom til at læse romanen – men det er nogle flotte tegninger.
    Men – hvad jeg ville sige: Stig W. Jørgensen kom, på et tidspunkt, ind på “science fiction og musik” på den hedengangne blog “Ekkorummet”. Og rent faktisk – som det jo hedder – findes der en dansk sang med præcis emnet og store menneskeskarer, der begiver sig ud på vandring. Musikken er en stærkt elektroniseret udgave af “Auld lang syne”, og sangen hedder “Stakkels Jim” – af Gasolin’.
    Kvalitet og indhold kan man sagtens diskutere, men det er sgudda meget sjovt, at man kan finde en sådan parallel.

    1. Post
      Author
      Janus

      Oh, jeg havde ikke hørt om Wrightsons udgave. Lækkert.

      Jeg læste The Stand som knejt, og dengang var den da spas. Men i “Om at skrive” fortæller han, at den decideret ender med Guds finger, og det har afholdt mig fra at prøve kræfter med den igen. Men apropos ting, der ligner den, så skrev Robert R McCammon også en, Swan Song, med samme setup.

  2. Thomas Munkholt

    Jeg kunne godt lide den. Den sidste del synes jeg fiser lidt ud i noget andet end den spændende præmis. Men der kommer jo også en (vistnok afsluttende) toer, og mon ikke jeg også tager den med.

    1. Post
      Author
      Janus

      Du har ret – der er en masse eskalering, men slutningen mangler noget oomph.

      Jeg havde ikke fanget, at der kom en toer, og der ved jeg sgu ikke helt, om jeg orker. Hvis den også er på 800 sider, kommer det i al fald til at kræve noget tilløb.

Skriv et svar til Janus Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.