Et nyt tidsskrift dedikeret til horror og weirdart for voksne – lad os lige tage et kort øjeblik til bare at være glade for eksistensen af det. For det er, hvad Read.Die.Repeat – udgivet på forlaget Read.Die.Repeat – er. Og førstehåndsindtrykket er ganske godt – udstyret er flot, forsiden har en velfungerende grafisk identitet, og indholdsfortegnelsen byder på flere kendte navne, som Teddy Vork, Rasmus Wichmann og NMAAR.

Det første nummer formår dog ikke helt at opretholde løftet – i al fald fremstår det ikke for mig som et tidsskrift, men snarere som en antologi med enkelte illustrationer i et lidt skævt format. Jeg har i al fald personligt en forventning om, at et magasin tager sig anderledes ud end blot tekstfyldte sider. Der er en svær balancegang, men her virker det dog, som om man har undergjort det.

Indholdet er både noveller, enkelttegninger og en enkelt tegneserie over 6 sider – “Stranded” af Lauge Eilsøe-Madsen (der også leverede forsiden til Lifeform). Den er af uransagelige årsager på engelsk, men leverer også en af hæftets højdepunkter – en historie, der kunne trænge til lidt mere plads til afviklingen, men leverer en flot og effektiv billedside.

Novellesiden af dette første nummer spænder fra science fiction, over Lovecraftisk fantasy og til mere almindelig horror, ofte af typen “der er en væmmelig mand eller andet, og nogen kommer galt afsted”. Generelt set er historierne præget af entusiasme og energi, men ofte mangler de altså også den finish, der kunne løfte dem over skitsestadiet – flere steder kan man så både nerve og ideer i teksterne, men får dem ikke helt udfoldet eller afsluttet med samme virkning. Måske er jeg blot ekstra opmærksom på dette på grund af det åbne brev, som flere novelleforfattere har skrevet for nylig (læs f.eks. om det hos A. Silvestri), hvor ét af ønskerne netop er mere redigeringsarbejde – “Read.Die.Repeat” er tydeligvis endnu et projekt skabt af folk, som brænder for genren, og som ønsker, at den skal nå ud til folk, og det er beundringsværdigt – men jeg kan ikke lade være med at tænke, at bladet er nødt til at adskille sig mere fra de andre steder, hvor man kan læse fantastik-noveller for tiden. Og et godt sted at sætte ind ville være redaktør-arbejdet – det er tungt og hårdt, men det er også det område, hvor den danske fantastik-scene har et potentiale til at udvikle sig.

Dermed ikke være sagt, at der ikke er gode ting at finde her – hvis jeg skal trække et par titler lidt længere frem i lyset, måtte det nok være Rasmus Wichmanns “Blodsved”, som ganske ambitiøst arbejder med at anbringe en skjult verden i den danske hverdag, “Patientjournal” af Mariane Mide, som beskriver en apokalypse med stærkt begrænset synsvinkel, og “SVIRP” af Helle Perrier, fordi det er sådan en god, klassisk, hårdtslående novelle, der er skåret ned til den længde, som en sådan historie skal have.

Velkommen på markedet til “Read.Die.Repeat”. Jeg håber, vi kommer til at se flere numre, og jeg håber, at vi kommer til at se bladet både som mere blad og som del af en udvikling. Det fortjener det.