Scream VI (2023)
I den requellede Scream-serie bliver det stadig sværere at skelne mordere fra ofre — udover altså fastelavnsmasken. Alle nye figurer er kalkerede fra det efterhånden omfattende galleri af Ghostface-mordere, og/eller i familie med dem.
Filmenes plot ligner efterhånden Scooby Doo-afsnit med deres falske skær af whodunnit, og når filmens egen cineast udbryder “vi er ikke i en filmserie længere; det er en franchise!” ved man, at det ingen ende har.
Hvis ikke Jenna Ortegas og Jasmin Savoy Browns medvirken havde lokket, ville jeg ikke have orket den her omgang i manegen. Og selv om de gør hvad de kan, så hænger man primært ved på grund af bevidstheden om de bedre film og TV-serier, de to har været med i.
Så find hellere X og Leftovers frem, samt Yellowjackets og Wednesday. De er jeres tid bedre værd end en dræbersoap som forlængst er gået i tomgang.
3/10★
2 kommentarer
Det er sgudda ikke Scream IV! Det er Scream VI! Men af anmeldelsen – thi jeg har ikke hverken set filmen, eller intention om ditto – fremgår det med nogen tydelighed, at det kan være blæsende ligegyldigt 😀
Duhhh, tak Henning! Vi må få implementeret korrekturlæsning i arbejdsgangen, så den finder sted før udgivelse, ikke efter…