Vi er suset gennem Star Trek: The Next Generation så hurtigt at jeg ikke har nået at skrive sæsonanmeldelser. Jeg må prøve at samle op på dét hængeparti. I al fald rundede vi marathonen af med seriens uformelle, 30 år forsinkede ottende sæson, som samtidig var tredie og sidste ombæring af Star Trek: Picard.

Som Picards første sæson er denne tredie ombæring et glædeligt gensyn med gamle skærmbekendte, og her bliver trukket bredere på begivenheder fra ’90ernes øvrige Star Trek-serier, men — og det er det som kommer efter et “men”, der egentlig tæller — nostalgien her føles pligtskyldig og hul, som hak på en dosmerseddel.

Etablerede figurer opfører sig tværtimod deres karakterer, gamle klichéer genoplives skamløst og, værst, seriens egalitære filosofi forrådes fundamentalt. Det sidste punkt kræver måske en uddybelse, men også en spoiler-advarsel. Læs kun videre hvis du ikke er forstyrret af forhåndsviden om seriens afslutning:

Et af seriens hovedtemaer er at give bolden videre til næste generation, hvilket hovedpersonernes alder taget i betragtning er fornuftigt nok. Men det gøres alt for bogstaveligt her af forfattere som har forset sig på Star Wars-smøren om knudrede, rum-adelige blodlinjer. Derfor udstyres en 90-årig Picard med en hidtil ukendt søn, som til sidst kan tage plads ombord på Enterprise sammen med andre TNG-poder.

Goddaw do, og nej tak.

4.5/10★