The Youtube effect (2023)

The Youtube effect (2023)

TMDb

En dokumentar om Youtubes enorme rækkevidde, de algoritmiske anbefalinger som driver platformens reklameindtjening, og deres håndgribelige effekter: Christchurch-drabene, Gamergate, stormen på USAs kongres.

Vi følger Youtubes historie fra den uskyldige opstart i 2005, men det varer ikke længe før den kronologiske fremgang bliver en hæmsko. Interessante pointer overdøves af næste årsstatistik: “I 2017 blev der set så og så mange timers videoer pr døgn, og Youtube var N milliarder værd” kan være en udmærket metrik, men den rytmefaste nedtælling til afrunding modarbejder filmens budskab.

En del af filmens effekt forsvinder også, fordi en stor del er gentagelser af nylig historie. Det er nyhedsvideoer, vi har set om og om igen; nazi-marchen i Charlottesville, BLM-protester, et Trump-rally. Youtubes indflydelse er enorm, og det forstår både influencers og hadgrupper at manipulere til deres fordel.

Nyhedsklippene er relevante i sammenhængen, men jeg havde gerne set mere dybdegående kritisk materiale end arkivfoto — eller tidligere YT-chef Susan Wojcickis løbende kommentarer om at “Vi vil vores publikum det bedste. Vi gør hvad vi kan for at censurere hadtale. Og vi gør det sørme altså godt!”

I den afsluttende montage lægger interviewstemmer frøene til næste store emne: “For mig er Youtube vores fælled, som vi bør bevare,” og “Min frygt er, at vi bliver borgere i corporations”. Det sidste er forlængst sket, og når vi overlader nyhedsformidling og fællesarv til virksomheder, har vi solgt borgerretten ud.

Alex Winter har instrueret flere film om online fænomener som illegal downloading og dark web, og ofte lykkes han at perspektivere de menneskelige omkostninger. Her er emnet imidlertid så stort, at filmen let bliver uoverskuelig. Der er meget at gribe fat i, i et så enormt emne som Youtube, og jeg forstår at Winter klynger sig til tidslinjen for at bevare kontrollen. Her er stof til en serie af dokumentarer.

6/10★

0
Biernes historie Vikingulven (2023)

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.