TMDb

Donnas sidste sviptur med TARDISen ender helt ude hvor stjernerne ikke skinner, i et forladt rumskib på kanten af evigheden. Og dog, noget andet har trængt sig ind fra mørket.

Hvor Star beast var tjuhej i højt tempo giver denne special Doktoren og Donna bedre tid til at trække vejret og snakke ud ind imellem …højst mærkværdige hændelser. Det er en smart, opfindsom og skæv historie — lige som jeg foretrækker Doctor Who.

Siden Russell T Davies forlod serien i 2009 har han flekset sine kreative muskler i nye retninger — en opsætning af En skærsommernatsdrøm, den skræmmende realistiske dystopi Years and years, og hans livsnære autofiktion om ’80ernes AIDS-epidemi i It’s a sin.

Derfor var det både overraskende og spændende, da han annoncerede sin retur som showrunner for Who. Den første special, Star beast føltes lidt som gammel cirkushest, men her ser vi den modne, modigere Davies i fri dressur.

Som enhver god historie byder afsnittet på et overfladeplot, indsigter i figurerne som udvider vores forståelse af deres indre liv (særligt effektivt i en serie med op til 60 års karakterudvikling) — og en underliggende tematik, som lejrer sig i vores bevidsthed.

Her udmønter en del af temaet sig både i settingen hvor historien udspiller sig og de dybt fremmedartede kræfter, vores hovedpersoner møder her. Ingen spoilers — okay, så lidt spoilers da:

De “ikke-ting” fra udenfor vores univers, der her forsøger at simulere Doktoren og Donna, må være Davies’ billede på den væsenforskellighed der er mellem aktuelle “kunstige intelligenser” og den virkelige verden, de foregiver at referere til. “AI”-genererede billeder er notoriske for at tilføje ekstra kropsdele, som mennesker i den fysiske verden ikke har. “Ikke-tingene” afslører sig først ved at have for lange arme. Lige sådan deres assimilering af information.

Det mest intelligente ved algoritmisk maskinlæring som f eks ChatGPT er deres evne til at spy det rene opspind ud på en måde, som ved første øjekast virker tilforladelig. Men Davies kaster nettet bredere: “ikke-tingene” lærer ensidigt af menneskers konflikter og vrede, præcis som Microsofts tragiske chatbot Tay.

Disse immaterielle væsener er primært tiltrukket af ekkoet af fjendskab, som har runget hinsides universets grænser — den afgrund, hvor skibet balancerer. Det virker som et billede på den side af menneskeligheden, som chatbots og andre algoritmiske læringsmodeller møder på internettet. Og det er implicit, at lignende algoritmer medvirker til skærpet polarisering gennem anbefalinger af indhold.

Fokus i historien er ikke på det “kunstige” i kunstig intelligens, som i f eks Ex machina, men på deres fundamentale fremmedart og katastrofale uforståelse af vores verden.

8/10★