Jeg er faldet i en skildpaddehul på det sidste – og grunden til det kommer til at optræde i listen herunder. Og det har naturligvis fået mig til at tænke på vores skjoldede venner, så jeg er gået på strandhugst i superkulturen, og det er gået op for mig, at mange fiktive skildpadder er lette at relatere til. Og det er dem, jeg vil fokusere på her, så ingen plads til skræmmeeksemplar som Bert fra Duck and Cover-filmen, de stakkels kanonføde-henchmen fra Mario-universet eller skildpadden fra “og haren” (jeg har ikke haft tiltro til fabler, siden jeg fandt ud af, at rønnebær rent faktisk er sure). Næ, her er det ene og alene padder, jeg kan se mig selv i.

KAIJUEN

Gamera er grunden til, at jeg har tænkt på skildpadder, for jeg har arbejdet mig igennem Gamera-filmene. Og hvem er så det? En gigantisk, flyvende og ildsprudende skildpadde, der naturligvis gerne slås mod andre kæmpemonstre.

Der findes grundlæggende to Gamera-serier: Showa-perioden, hvor den første er sort/hvid og grum, hvorefter serien lyneksemplificerer faldende udbytte og bliver børnefilm, der er tunge at komme igennem, indtil den sidste af dem ganske enkelt slår sømmet i ligkisten for perioden (der regnes fra den første Godzilla til “Gamera: Super Monster”). Men i Heisei-perioden er der dømt god kaiju-action med mænd i gummidragter og destruerede modeller, og det er en fornøjelse.

Og det: at jeg helt klart ville være en stjerne, HVIS DET BARE VAR DEN RIGTIGE INSTRUKTØR! Det er da noget, man kan relatere til.

NINJAPADDERNE

Der er naturligvis fire: Leonardo, Donatello, Raphael og Michelangelo – men de får lov at optræde som et team her. Muterede skildpadder, der er oplært som ninjaer (jeg lærte for nylig, at bl.a. briterne ikke brød sig om begrebet ninja, hvorfor de der blev kendt som Teenage Mutant Hero Turtles).

Det at være født som en sløv padde, men i virkeligheden havde potentialet til at bekæmpe onde ninjaer, udenjordiske trusler og andet – det er noget, jeg kan se mig selv i. Eller rettere: det kunne jeg som teenager. I dag kan jeg nok mere genkende fristelsen til at købe junkfood og leve i en kloak snarere end at gøre noget ved det hele.

DE GUDDOMMELIGE

Nu fik ninjapadderne lov, så de guddommelige padder også optræde som én: Great A’Tuin fra Discworld og skildpadden fra Stephen Kings It/Det onde (som åbenbart hedder Maturin). Fælles for dem er, at de egentlig mest passer sig selv og lader verden gå sin gang, mens alle de små væsener hovedsageligt oplever tragedie og panik.

A’Tuin er på sin egen kurs og svømmer gennem verdensrummet, mens han bærer alverden på sine skuldre/skjold. Maturin skabte verden, fordi han havde ondt i maven, og han er ikke overvældende interesseret i at hjælpe en flok unger, selv om han da nødtørftigt giver en hånd med, når de nu ikke kan klare sig selv. Det er begge følelser, jeg kan relatere til.

OPFINDEREN

Jeg indrømmer blankt, at jeg måtte slå hans navn op: Ole Opfinder (Skalman) fra Bamse (verdens stærkeste bjørn). Han er måske ikke den skarpeste figur i serien, men der er dog et par ting, som hænger i erindringen: en modesans af karat (hvem ville ikke ønske, de kunne bære den gule hat?) og en evne til at finde de nødvendige ting i dybderne af sit skjold.

Den slags ekspertise kan jeg ikke helt forholde mig til, men det kan jeg derimod til Oles største og vigtigste opfindelse: hans mad-og-sove-ur, som fortæller ham, hvornår han skal spise eller slumre. Eller måske forholder jeg mig ikke så meget til det, som jeg ønsker mig det.

DEN GAMLE SKILDPADDE

Et af paddernes mest genkendelige karaktertræk er nok deres alder – men få eksemplificerer det lige så meget som Morla fra “Den uendelige historie”. Ikke alene har hun trukket sig tilbage til en sump, hun er også allergisk overfor unge mennesker (i al fald i filmen). Morla er grundlæggende for voksne mig, hvad ninjapadderne var for unge mig: et ideal at stræbe efter.