CTHULHU-LAND OG HINSIDES
Foranlediget af Simons ord og indlæg om “Show – don’t tell”, får jeg lyst til at “telle” lidt om noget Cthulhu-mytopoetisk (for så vidt som, at jeg ikke tror Lovecraft nogensinde talte/skrev om en egentlig “mythos” – det er collateral damage; eller ihvertfald noget der er kommet til, eftersom andre og flere har haft grabberne i gøgemøget).
Se! (sagde lektoren, og knaldede pegepinden i katederet) Har man læst længere end bare mandens fiktion, eller ovenikøbet givet sig i kast med Lin Carters oversigter, eller S.T Joshis indsigter, så vil man vide at Lovecraft selv inddeler sit forfatterskab i (ihvertfald) 3 epoker/perioder: Den “poeske”, den “dunsaniske” og hans egen. Og god tid kan gå med at skændes om, hvorvidt den ene eller anden historie falder i, eller falder ud af, den ene eller anden kategori. For, som en kommentator – et sted på nettet – udtrykker det, hvorfor bliver “The King In Yellow” aldrig taget frem i det lovecraftiske lys?
Til hvilket der er at sige: – at det gør den sådan set også, idet “The King In Yellow” foregår i det fiktive “Carcosa” – et land, eller ihvertfald en lokalitet, som Ambrose Bierce opfandt til sin “An Inhabitant of Carcosa”. Og Lovecraft anfører – sammen med de øvrige – at han også har haft en “Bierce”-periode. Så ikke noget dér!
Prøv iøvrigt lige, at sammenligne ovenstående billede med dennehér:
Og tag også lige den hér:
Så ved vi lissom hvor vi er 🙂
I “fantasy” har lokaliteter ret meget, at skulle have sagt (tænk bare på alle de der kort over Midgård, Narnia, Gor, Barsoom, Earthsea mv.). Men det er ret sjovt, at nogle af disse lokaliteter også bliver “indoptaget” eller “lånt” af andre – i andre “subgenrer”. Således har “Carcosa” fået rennaissance i Phil J. Farmers “Khorkarsa”-serie (startende med “Hadon of Ancient Opar”). Og Lovecrafts eget “Plateau of Leng” har ihvertfald to efterkommere. Den ene er det beboelige område på planeten/destinationen “Plateau” i Larry Nivens “Known Universe”-serie (A Gift From Earth), hvor det sinistre ikke er selve plateauet, men alt det der ligger under denne “bjergtop” ( og helt uskyldigt vil jeg lige linke til min artikel over hos Martin på Fra Sortsand:
https://frasortsand.wordpress.com/2016/02/03/yog-sothoth-og-phssthpok-the-pak/ ). Den anden er et plateau, i Robert Silverbergs “Downward To The Earth”, hvor der åbenbart sker “ting&sager”. Det hverken sjoves eller tælles hvad 🙂
Og sådan er det bare – tjullahop 🙂
1 kommentar
Jeg læser Lovecraft med stor fornøjelse – og primært for sproget (svulstighederne leder i ny og næ tanken hen på Bradburys og Niels E. Nielsens ditto), og der virker oversættelser til dansk bare ikke. Det er noget med sprogbrugs-barrierer og kulturforskelle. Men det er en længere diskussion.
“At the Mountains of Madness” (den berømte bjergkæde på Antarktis) er vel egentlig ikke nogen horror-fortælling. Og for mit eget vedkommende kan jeg sige, at Lovecrafts – omend ret massive – “info-dumps” egentlig er ret interessante. Altså – manden er fuld af fordomme og dybt naiv. Men de palæontologiske detaljer i romanen, udsiger noget om hvorledes der populærvidenskabeligt blev set på relativt nye begreber som evolution, deep time, plade-tektonik, hvilket får mig til at bedømme ATMOM til at være science fiction.
Det er ikke min opgave at undskylde Howard for hans afgrundsdybe uvidenhed, hans infantile fordomme eller hans totale mangel på politisk overblik eller blot en snert af empati. På den måde er han – og hans “ouevre” – ret nem at tryne. Og desværre stopper det ikke dér. Jeg vil lige lænke til en artikel (!) jeg fik udgivet ovre på Fra Sortsand:
https://frasortsand.wordpress.com/2016/09/04/larry-niven-jerry-pournelle-the-mote-in-gods-eye-1974-universets-junglelov/
hvis det skulle være.
Første gang jeg læste ATMOM, bed jeg mærke i at The Old Ones (i henhold til Dyers hierohlyf-læsning) havde opbygget et “kommunistisk samfund”. Og jeg har vel været omkring 16-17 år, så jeg tænkte, at det lød sgu da positivt – og så kunne forfatteren da ikke være helt skudt i propellen.
Langt senere gik det op for mig, at det værste Lovecraft kunne forestille sig var kulde, fejlfarver og kommunister 🙂
Netop kulde er et gennemgående tema i ret meget Lovecraft-lektyre – og sat helt på spidsen i ATMOM. Men også i novellen “Cool Air”, som den ret fantastiske Bernie Wrightson har lavet en tegneserie over, kommer dette – for Lovecraft – angstprovokerende fænomen til fuld eksponering.
Nu er Lovecraft nok lidt ligeglad – han er draget hjem til Cthulhu og spiller kalaha med Abdul Alharasha. Men man bør ikke glemme, at hans forkølede output har haft en gevaldig impact på det genrekulturelle.