BØGER KAN DRÆBE. I 1978 udsendte Vinten forlag Palle Vibes ”Oiufaels bog”. Nu, næsten tredive år senere, har forfatteren revideret bogen, og forlaget Fahrenheit udsender den nu under titlen ”Oriuagors profeti”. Det er desværre aldrig lykkedes mig at få fat i originalen, så jeg kan ikke udtale mig om forskellene mellem de to.

Hovedpersonen her er nok at regne for den bog, der også har givet titlen: et gammelt, tungt værk, bundet ind i blåt, uden forfatter og blot med teksten ”Oriuagor – The One who Waits” som eneste identifikation. Det er en sjælden bog – i og med at man gennem tiden har destrueret så mange eksemplarer som overhovedet muligt. Rygtet er nemlig, at den kan drive læseren til vanvid.

Historien foregår hovedsageligt i vores tid, da en gammel patient på et psykiatrisk forskningshospital fortæller, hvordan han som barn kom i kontakt med Oriuagors profeti, og hvad deraf fulgte. Hospitalet har netop åbnet en afdeling for psykisk forskning, og da parapsykologen Adam Hewlett får nys om historien, starter han jagten på bogen og et skæbnesvangert forsøg på at afsløre dens hemmeligheder.

”Oiufaels bog” trak angiveligt inspiration fra Erwin Neutzsky-Wulff – i al fald er navnet på bogens dæmoniske entitet hentet fra hans værker. ”Oriuagors profeti” skylder i al fald en del til HP Lovecrafts mytologi – en bog, der driver folk til vanvid, er velkendt fra Necronomicon, og HPLs navn bliver da også nævnt en enkelt gang. Og fremgangsmåden er langt hen ad vejen den samme – personerne er lærde mennesker, som møder en viden, de ikke kan udstå, og mørke kræfter, som de ikke kan modstå. Deres tilgang er det meste af tiden ganske saglig, hvilket naturligvis skal bidrage til at gøre bogen og dens kræfter mere realistiske for læseren.

Først og fremmest kommer jeg dog til at tænke på bøger som Koji Suzukis ”Ring”, hvor der lægges ud med overnaturlige hændelser, som så forsøges forklaret gennem bogen – uden at de dog på den måde mister deres evne til at påvirke folk. Med andre ord: Oriuagors profeti kan måske forklares, men det gør den ikke mindre skræmmende eller mindre ond. Det er faktisk nogle interessante valg, Vibe træffer, men de er desværre ikke alle lige vellykkede. Historien foregår i nutiden – det er der elementer i fortællingen, som kræver, men det gør det altså også sværere at overbevise læseren; f.eks. HPLs historier foregår i en anden tid, hvilket gør det lettere at godtage folks reaktioner og handlinger – og her virker det altså akavet på mig i 2007 at lade folk være parapsykologer og generelt i ramme alvor diskutere ESP, EVP, telekinese og så videre. Her gøres der simpelthen ikke nok for at overbevise mig om den verden, historien foregår i – men er man i forvejen interesseret i det paranormale område, vil det uden tvivl virke som en god basis for bogen.

Andre valg fungerer ganske udmærket – f.eks indledes bogen med den førnævnte patients beretning om mødet med Oriuagors profeti: 60 sider skrevet på ældre dansk, som skaber en god stemning og tegner forbandelsens mønster (som så først afsløres i sin fulde sammenhæng senere hen).

Alt i alt er ”Oriuagor profeti” nok ganske unik på det danske marked. Er man til Lovecraft og lignende, er den ikke til at komme udenom, især for forsøget på at beskrive emnet i en moderne verden.