Post apokalyptisk dommedags dystopi. Da jeg var knægt, var jeg ofte bange for atomkrig. Frygten for den totale udslettelse lå ofte og lurede, alle vidste at det bare var et spørgsmål om tid, førend det gik galt. Tidsånden har inspireret Bjarne Reuter til en klassisk dystopi, her er hvad der vil ske, hvis historiens kurs fortsætter.

I tiden efter en altødelæggende atomkrig, opdæmmer tyrannen Kharas floden Shanho i Khan-Dum bjergene, for at underkue hele den ganske verden. Alting trues af sult og tørke. Som modsvar sendes Jor nordpå mod Khan-Dum, sammen med sine rejsefælder Vermund, Nadja, Aja Dobbo og den gigantiske Uslau. Planen er enkel, at slå Kharas, slusernes kejser, ihjel og åbne for sluserne. På vejen møder de venner og fjender, hjælpere og modstandere.

Det er virkeligt en trist og mørk omgang, og bestemt ikke en bog for sarte sjæle. Bogen starter med en kavalkade af elendighed, menneskelig fornedrelse og undergangsstemning. Senere hen bliver der mindre fokus på forfærdelighederne og mere fokus på rejsen frem mod målet og plottet får lov til at udvikle sig.

Slusernes Kejser foregår i en eventyrverden, kendt fra klassisk fantasy, med skurken skjult i nogle høje bjerge i udkanten af kortet. Men med en forskel, for her er eventyrverdenen sat i fremtiden, omkring 2030, efter en altødelæggende atomkrig.
Det er egentlig en skam at Bjarne Reuter har valgt at bruge en eventyrverden. Romanen ville være mere interessant hvis det var den rigtige verden det foregik i. Det havde gjort indlevelsen større hvis Kharas havde opdæmmet Gudenåen eller Rhinen, frem for den fiktive flod Shanho. Det havde været meget mere foruroligende hvis rejsefællerne havde stødt på mutanterne i Rold Skov frem for i Murn skoven.

Bjarne Reuter forsøger flere gange at komme med nogle oplysninger om tiden før bomberegnen, men det bliver aldrig rigtigt vedkommende. Det er uinteressant at vide hvordan katastrofen indtræf eller hvilke kejsere der herskede hvor, fordi det ingen betydning har for romanen. Det nævnes kort, men så forsvinder det ud af historien, som om det aldrig rigtigt betød noget alligevel.

Ligeledes sært er det teknologiske niveau i bogens univers. I tiden før krigen nævnes biler, skoler, flyvevåben o.l. Men efter, er det rent middelalder teknologi, komplet med tohåndssværd, buer og gigantiske morgenstjerner. Det er som om man har sprunget ”Mad Max” fasen over og har opbygget en fuldstændig middelalder civilisation i løbet af 10- 15 år. Hvor er alle de smede der har lavet udrustning til tusindvis af soldater, i en verden hvor der kun er omkring 20.000 mennesker tilbage? Det giver ingen mening. Forklaringen er selvfølgelig, at det her er en fantasy roman, der er blevet shinet op, så det ligner science fiction.

Bjarne Reuter har tilsyneladende kigget dybt i Ringenes Herre da han skrev Slusernes Kejser. Stednavnene til den postapokalyptiske eventyrverden er som taget ud af Ringenes Herre – Khan-Dum, Mordum, Rham-Dú, Aron Myill med kongeriget Dallas som undtagelsen. Slutningen lugter også lidt rigeligt af Tolkien, hvor en af rejsefællerne bliver vanvittig og beslutter sig for at blive den nye kejser frem for at ødelægge slusen: ”Ham der hersker over wiren, hersker over slusen, og ham der hersker over slusen er Slusernes Kejser!”. Det minder i høj grad om Frodos forsøg på at blive den nye Ringenes Herre.

Bogen findes i to udgaver. Første udgaven er fra 1978 og er helt klart tænkt som en voksen bog.
Anden udgaven er fra 1984 og er omarbejdet til en børnebog. Den er knap så mørk og dyster, og er illustreret af Ib Spang Olsen.