En tekst, jeg sammensatte i et forsøg på at overbevise mit arbejde om, at vi burde podcaste – desværre uden held. Så der er en afgrænsning på tekster, der er udgivet på dansk, og her med bagklogskab tænker jeg, at jeg skulle have haft Alan Dean Fosters Grøn med – hvad den måske ikke rummer i kvalitet, har den til gengæld i kvantitet (af træer). Så: fem træer fra superkulturen:

Manden som træerne elskede, som jeg har snakket om tidligere, fik mig til at tænke på træer. For onde træer er sådan en klassisk ide – grenen, der slår mod ruden, ikke fordi vinden blæser, men fordi træet vil ind. Altså hvem husker ikke træet i Poltergeist?

Men træer optræder mange steder i fantastikken og i mange forskellige roller. Så jeg har fundet fem vidt forskellige træer.

Nummer 1: Verdenstræet

Det ville være synd og skam ikke at nævne Yggdrasil, når nu vi er en dansk side – og det er selve verdenstræet i nordisk mytologi.

Der er naturligvis mange indgange til de nordiske myter – og det handler nok meget om, hvilken man er vokset op med (Vilh. Grønbech er det vist for mit vedkommende). Men hvis man har lyst til en lidt nyere indgang til emnet, skrev Neil Gaiman jo for få år siden bogen Nordisk mytologi, som genfortæller vores historier.

Nummer 2: de magiske træer

Tolkien er svær at komme udenom – bare sådan generelt. Men hvis vi snakker træer, er det nok noget nær umuligt ikke at have Ringenes herre med på listen. De er med over det hele – både hvis man læser sig dybere ned i mytologien, men så afgjort også hvis man vover sig ind i Fangorn skoven. Og de er ikke altid lige flinke.

Men personligt husker jeg nok mest Ringenes herres botanik for den tanke, at der var behov for træhyrder. Træskæg er en god figur i sig selv, men også fordi han vækker tanken om træer, der stikker af. Måske ville vi ikke sætte så meget pris på dem, hvis det var en mulighed?

Nummer 3: Rumskibet

Jep, et rumskibstræ. Freeman Dyson fremlagde ideen om dysontræer – genetisk tilpassede planter, som kan vokse indeni en komet og producere en atmosfære, som man kan ånde i. Og man kan faktisk møde dem i Dan Simmons’ Hyperion-saga. Og det er er ret fedt koncept, men jeg er nu ekstra tiltalt af rumskibstræ!

Og sådan et finder man i tegneserien Saga af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. Der er indtil videre kommet 9 bind på dansk, men jeg mener nu, at det omtalte træ allerede er i første bind, så det er ikke for meget af en spoiler.

Saga er en science fiction/science fantasy/space opera/hvad du nu vil kalde det. Den handler om Alana og Marko, hvis to folk ligger i krig – og de to forelsker sig over hals og hovede. Så nu er stort set alle ude på at fange dem. Og de flygter med deres nyfødte datter i et træ – som altså er et rumskib.

Saga er en vidunderligt serie, både spændende og morsom. Hvis ikke du har læst den, bør du komme i gang med det samme.

Nummer 4: De vandrende træer

Kan du huske tanken om, at træer skulle have brug for hyrder? Åhja, det ville have været en fordel i John Wyndhams Da trifitterne kom. Den er oprindelig fra 1951 og kom første gang på dansk samme år.

Titlens trifitter er planter – jeg tænker på dem som træer – der kan gå. Beklageligvis er de også kødædende. Men de har så udviklet den i forhold til menneskene perfekte overlevelsesmekaniske, idet de producerer olie, hvorfor vi straks dyrker dem i stort tal. Og det er altsammen meget godt, indtil det, der lader til at være en meteorregn, efterlader det meste af menneskeheden blind.

Da trifitterne kom er selvfølgelig en ældre herre, men historien holder stadig – den er da også filmatiseret flere gange. Og den er nok også indbegrebet af det, man kalder cozy catastrophe – undergangsromaner, hvor et egentlig går hovedpersonerne ganske godt.

Nummer 5: Det onde træ

Ja, det kunne man måske kalde trifitterne, men de virker nu mere som almindelige rovdyr. Og når der nu findes et ærkedansk eksempel på et ondt træ, så syntes jeg, det skulle med på listen. Flemming Christian Nielsens Ondskabens rødder fra 1975 er historien en journalist, der køber et parcelhus. Desværre nævnte salgsopstilllngen ikke noget om, at træet i baghaven er ondt, og snart går historien derudaf.

Flemming Christian Nielsen har sidenhen fået en god del anerkendelse for både sit eget forfatterskab og sine oversættelser af f.eks. Moby Dick. Ondskabens rødder var hans romandebut – og det er måske ikke stor kunst, men et så underholdende dansk eksempel på et ondt træ kan da ikke udelades fra dette indlæg.