Jeg tænker, det er ret sigende, når jeg kan fortælle, at forsiden er den mest afdæmpede illustration i NMAARs “Sort nadver”. Der er med andre ord skruet helt op på 11 fra albummets første sider – og Spinal Tap-henvisningen føles passende, for det føles næsten som en tegneserie-udgave af et heavy metal-konceptalbum. Med alt, hvad man kunne ønske sig af nonner, sex og blod.

“Sort nadver” – med et lovende “nr 1” på titelbladet og et lidt mere ambivalent “fortsættes” efter en af historierne – rummer fem historier fra NMAARs hånd, alle med nonner og sex. Siderne er sorte, og historierne ligeså – hvis man har læst nogle af hans bidrag til forlaget Afkoms andre udgivelser, ved man lidt om, hvad man skal forvente sig. NMAAR er, i mine øjne, nok den mest interessante af de tegnere, som det er lykkedes forlaget at lokke op fra landets forskellige mørke kælderdyb, og her udfordrer han sig selv, så hver historie er i sin egen stil. Det er ærligt talt lidt imponerende.

Man fornemmer, at NMAAR har hygget sig og ikke ladet den gode smag stå i vejen for en god ide.

Første historie, “Jeg spytter på jeres grav”, er fortællingen om en nonne, der overlever mænds blodige overgreb på et kloster i 1183. Når Gud ikke vil beskytte hende, må hun vende sig andetsteds for at få sin hævn – mod morgenstjernen. Så efter en ganske eksplicit sexscene med Djævelen selv begynder et hævnorgie, som heller ikke sparer på effekterne.

Der var en par ting, der slog mig allerede ved denne første omgang – for det første har jeg nået en alder, hvor den monomant satanoseksuelle voldsporno ikke rigtig rammer mig længere; men for det andet er det godt tegnet, og NMAAR formår at levere en spids lille afslutning, der sørger for, at det bliver en historie og ikke blot udpensling. Og sådan er det hele vejen gennem albummet – historierne er voldsomme og vil uden tvivl være for meget for mange læsere, men tillader man sig at følge med, leverer de faktisk varen ganske effektivt.

Skulle man pege på en undtagelse, må det være “Victoria Rex”, der afsluttes med det fornævnte “Fortsættes”. Den får ikke rigtig nogen spændingskurve opbygget, men sætter så i stedet scenen til noget, der kan blive stort og vildtvoksende.

“Sort nadver” er et must, hvis man har en nonne-fetish eller en fortid med masser af schlocky horror. Den er nok snarere et gravpust, hvis man har masser af fine fornemmelser. Jeg ser frem til – og håber på – nummer 2.