Into the night

I det svenske sofahjørne indhentede vi for nylig The Expanses foreløbigt sidste afsnit. Havde vi timet det lidt bedre, kunne vi have undgået nogle måneders afbræk, og også binget den afsluttende(?) sæson 6 i samme omgang, men den er altså først færdig efter nytår. Hellere end at risikere at fylde ventetiden med meningsfyldt samtale, har vi derfor kastet snøren ud efter andre streamingserier — f eks Midnight mass og Kastanjemanden viste sig at være stemningsfulde, men på hver sin måde haltende bud.

Derimod fik vi bedre held med Netflix’ første belgiskproducerede serie, Into the night, et apokalyptisk overlevelsesdrama der for en gangs skyld ikke støtter sig på en zombieinfektion for at skyde historien igang. Her er solen i stedet begyndt at bombardere jorden med gammastråler, som dræber alt og alle på deres vej. Vi følger passagererne på et passagerfly, der er tvunget til at desperat flyve foran daggryet, kloden rundt — og det er først og fremmest i figurernes interaktion og håndtering af masseudryddelsen under dem, seriens elementære spænding ligger.

Som i Night of the living dead eller The mist opstår der indre konflikter, når et bundt fremmede trængt sammen på alt for lidt plads må finde ud af at træffe fælles beslutninger på vidt forskellige grundlag og antagelser. Dommedagen udenfor er bare den akutte omstændighed, der tvinger dem til at samarbejde — hvilket de naturligvis konsekvent ikke gør — men barrieren mellem deres mikrosamfund og kaoset derude er skrøbelig. Into the night udpensler med stor fryd, hvor naturstridigt det er at holde flere hundrede tons metal svævende i luften, og hvor lidt der skal til, før de ikke gør det længere.

Udover belgiske skuespillere har serien repræsentanter fra Tyskland, Italien, Holland, Marokko, Rusland og Tyrkiet m fl på rollelisten, men dens forlæg er tydeligt hentet fra amerikansk TV: Udgangspunktet, et sæt flypassagerer i konstant, absurd fare, er som løftet direkte fra Lost, men den series mani med flashbacks bliver heldigvis tøjlet her. Det hektiske tempo, hvormed den ene krisesituation afløser den anden, synes derimod at låne fra f eks 24 og lignende kapløb-med-tiden-serier. Der er også mindelser om film som Speed og Snowpiercer (men uden klassesamfundskommentarer).

Men det hele er skruet godt sammen, og selv en pedant som jeg så gennem fingre med detaljer som at ingen passagerjet ville kunne holde sig et mulehår foran solopgangen, hvis det fløj på de breddegrader, der skildres i serien. Og ja, figurerne træffer irrationelle og ukonstruktive valg, fordi ellers kunne deres knibe måske være løst. Der er ikke tid til at komme med indvendinger, når historien afvikles med rivende hast, og hvert afsnit kun lige varer over en halv time.

Hvor andre serier med samme korte spilletid spilder tid på at komme igang fra nul i hver episode, er Into the night derimod en velsmurt bingemaskine, der ikke taber fart undervejs, og afsnittene føles derfor som enkeltretter i et større, velkomponeret måltid. Det eneste aber dabei er, at serien foreløbigt kun er kommet i to korte sæsoner, og hvis vi skal vente lige så længe på sæson 3 som mellem et og to, kan det have lange udsigter for at følge op på de seneste afsnit. Og dog, for Netflix ser ud til at have søsat en spinoff-serie — denne gang produceret i Tyrkiet.

Første sæson afYakamoz S-245, der er sat til at rulle over skærmen inden årets udgang, ser ud til at forløbe parallelt med de foreløbige begivenheder i Into the night, og kulminere i en crossover? Jeg ved ikke af at lignende er gjort så overlagt tidligere, men det er en fiffig måde at holde flere produktionshold i arbejde på samme historie, spredt ud over mellemeuropa. Man må håbe, satsningen giver pote, for Into the night (og dens tilsyneladende udvidede streaming-univers) er uventet en af Netflix’ mere vellykkede egenproduktioner.

Comments

  1. Janus

    Den er jeg lige begyndt med til morgenmaden – og tre afsnit inde er jeg rigtig godt underholdt. Den rammer sådan en god knivsæg, hvor den holder gryden så meget i kog, at man tilgiver tåbelighederne. Passer godt til en halvvågen hjerne.

  2. Henning Andersen

    Det lignede lidt for meget Nicholas Cage, ham dér ude til venstre. Men det var det så ikke – og det er jo et skridt henimod en mere seriøs overvejelse, vedr. et kig på sagen.
    Snowpiercer takes to the skies.
    Anmeldelsen fik mig til at tænke på en roman, “Down to a sunless sea”, hvor flyvermaskinen ikke kan finde en lufthavn, fordi alle lufthavne bliver atombombarderede. Men så flyver de da bare til Antarktisk, ævbæv – skide komUnister!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.