Her er skabelonen for årets harmløse julefilm

Her er skabelonen for årets harmløse julefilm

De er gradvist poppet op i de sidste par måneder, og hvad man ellers kunne mistænke for at være kampagne for én og samme film, viser sig at være en konsensus blandt produktionsselskaber om, hvordan en julefilm skal markedsføres.

Der er bred enighed blandt plakaterne (lad os være ærlige, ingen af dem har set et ark papir — de er thumbnails til streamingtjenester) om, at det er ved juletid, man møder den eneste ene. Der er fokus på par som krammer eller kigger hengivent på hinanden, og vi er enten ude i en meet-cute eller godmodig forvekslings-romcom.

Omgivelserne er oplyste som en operationsstue — undskyld, jeg mener selvfølgelig “fotostudie” —, helt ukarakteristisk for den mørke vintertid, men okay. Julen er en lysfest, vi lader det passere. Men det var titlerne, der rigtigt fangede mit grafikerblik. De er helt tydeligt lavet efter en formel domineret af de samme overtoninger, der simulerer guld, og stort set samme røde kontrastfarve.

Typografien varierer, omend indenfor et overskueligt spektrum af skrifttyper, der skal udstråle elegance, tradition og, hvis det absolut skal være, en afmålt skvis traditionelle og elegante krummelurer. Og så er der i hver og én titel indlejret et grafisk element, som skal understrege hvad teksten allerede siger, og derfor bare bliver dobbelt marcipankonfekt.

Jeg kan ikke afgøre, om det er samme designbureau, som har siddet og sprøjtet alle nedenstående billeder ud, eller om det bare er en tidsånd — det visuelle spøgelse af julen 2021. I al fald blev jeg overrasket over, at filmene ikke kommer fra ét og samme filmselskab, for de ligner vitterligt en samlebåndsproduktion:

Dette galleri må på ingen måde opfattes som en opfordring til at se nogen af filmene — det ville være at tage forskud på nytårstømmermændene — men det må da ses som et positivt træk, at en så traditionel og konservativ genre som jule-feelgood-film trods alt ser ud til også at favne samkønnede og flerfarvede par. Thumbs up for det, måske næste år der også bliver nogle polyamorøse kombinationer?

2
Æ YwlQuest, kapitel 23: Striden om Pegasusmodulet Æ YwlQuest, kapitel 22: Bedrageri i Teletubbyland

2 kommentarer

Prøv lige at zoome helt ud i browseren og se “plakaterne” som en mosaik. Ensartetheden er altså en lille smule skræmmende 🤭. Måske der er en gratis skabelon i grafikpakken de har brugt, lidt á la Corels allestedsnærværende ballon førhen.

Og de er allesammen udkommet i år. Det er simpelthen et snapshot af, hvordan fortravlede, amerikanske grafikere ser jule-romcom i sidste kvartal af 2021.

Det er ikke fordi jeg er gået systematisk til værks for at finde eksempler til galleriet, men jeg fandt kun ét eksempel fra sidste år, som havde samme format — parfoto på hvid/lys baggrund, titel i guld/rød. Min teori er, at den har stået ud i mængden for et år siden, og så er der bare gået bandwagon i den?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.