Det Atom-afsvedne Europa
I disse tider er det som om 70’ernes og 80’ernes atomskræk er vendt lidt tilbage. Der bliver i hvert fald rystet med atomsablerne i tide og utide.
Det fik mig til at genlæse Varenne brødrenes tegneserie om piloten Ardeurs rejse gennem det atombombede Europa.
Jeg ved jeg har læst dem back in the day, men jeg kunne ikke huske meget fra dem. De står dog som en af de der, virkelige voksne tegneserier. Dem der på den ene side virkede dragende og spændende… og på den anden var jævnt uforståelig for unge Simon Aakjær.
I Bind 1 Nedfald vandrer Ardeur mod Warszava fra den atomafsvendne Russiske Nordfront. Hans formål er at nå frem til Waeszawa, men vi ved ikke hvorfor. Han støder ind i forskellige grupper af mennesker, hvor de fleste er ude på at stjæle fra ham eller slå ham ihjel. Han slår sig sammen med bondedrengen Sobeq, fordi to er bedre end en til at overleve de menneskelige rovdyr, der huserer i vildmarken.
I Bind 2 Warszawa viser det sig at Ardeur er medlem af Pilotforeningen. En modstandsgruppe af piloter mod atomkrig. Ardeur bærer på tegningerne til det ultimative bombefly, men den atombombede verden har ikke brug for flere bombemaskiner, mener Ardeur.
I byen Warszawa lykkedes det Ardeur og Sobeq at nå frem til Poppart, Ardeurs kontaktperson i modstandsbevægelsen. Men byen er fuld af intriger, rygter, plots, spioner og snigmordsforsøg.
Okay – lad mig slå det fast en gang for alle, Ardeur serien er ikke noget festfyrværkeri af glæde. Alting er mørkt, dystert og trist. Hvis Mad Max serien er fuld af farver og ekstravagant på alle måder, så er Ardeur serien det helt modsatte. Mørk, mudret og ubehagelig. Tegningerne er tunge og dystre. Flere steder er det endog svært at læse hvad der bliver sagt, fordi taleboblerne er fyldt med grå farver ligesom baggrunden. Det bliver bedre i bind 2, måske det har været et forlagsproblem mere end det var et kunstnerisk valg fra Varenne brødrenes side.
Stemningen er i top. Der er næppe nogen tvivl om at Varenne brødrene gerne ville vise atombombefremtiden som værende grusom, ubehagelig og på alle måder forfærdelig. ”Dont do nuclear weapons, you kids”
Jeg havde bestilt hele serien på biblioteket, alle 5 bind, men det var simpelthen for trist at komme igennem. Jeg fik kun læst de to første, Ardeurs skæbne vil for altid står hen i det uvisse.
6 kommentarer
Jeg kan huske, at jeg kiggede på den serie som knejt og tænkte, at den simpelthen var for voksen. Og jeg tænker ene og alene, at det var tegningerne, der var skyld i den kategorisering, for hvis jeg havde fanget, at det handlede om atomkrig, ville jeg sikkert have kastet mig over den.
Men okay, jeg troede også, at Basserne var for voksne og alt for sofistikeret … fordi det var sort/hvide tegninger 🙂
@janus Jeg husker også at du har sagt, Janus, at du syntes "Rasmus Klump" var intellektuel, fordi teksten stod under billederne? Men jeg havde samme reaktion på Varennes' serier som teenager, de virkede kluntede og "ikke i tegneserieagtige" på en måde, jeg ikke kunne værdsætte dengang. Og jeg har ikke engang tænkt på at læse dem siden 🤐
@fanden @janus Rasmus Klump og Prins Valiant – højlitteratur fra samme kasse 🙁
@janus Noget højere tegneserieniveau, end jeg praktiserede dengang
– jeg læste Andeby (Anders And, Jumbobøger, Fedtmule og klassikerne – først senere er det gået op for mig, hvor meget om verdenshistorie og -litteratur jeg har fanget via Andebyuniverset) og Isabelle 😂.
Senere dog også især X-men og Garfield.
@simon @MThaastrup @janus – Det var en af mine favoritter i slutningen af folkeskolen og i gymnasiet, er det sådan set stadig. Enormt elegant og ondt og grimt på samme tid. Det ramte lige en nerve hos mig. (Jeg havde en onkel der var kunstner og gjorde mig opmærksom på dem.)
Man kan se Alex Varennes indflydelse i meget af det jeg har lavet senere, men i denne her tegning er der vist ingen tvivl. https://katharsisdrill.art/gmedia/nosebleed_700-jpg/
@simon @MThaastrup @janus – I øvrigt fik de aldrig sluttet den. Den hænger stadig og svæver et sted i Midteuropa.