Jeg har en særlig fornøjelse ved at opdage især horror eller science fiction tidligere udgivet på dansk, som jeg ikke har kendt til tidligere. Nu om dage er det sjældent, at der dukker en titel op, som hører til i genrernes dybe vande – det er gerne der i brydningen mellem genre og mere mainstream litteratur, hvilket naturligvis både kan være godt og lidt kedeligt. Og som regel er det gerne et par årtier tilbage, så jeg var noget overrasket, da jeg hørte Penning Terrors interview med Paul Tremblay, og han skulle anbefale en bog, at titlen var “Things We Lost in the Fire” af Mariana Enriquez. En bog, der også findes på dansk som “Ting vi mistede i ilden” fra 2017 – og en bog, der slet ikke havde registreret sig på min radar.

Argentinsk horror er ikke noget, jeg kender det store til, så fluks øverst i bunken med den. Også selv om jeg synes, jeg har læst et par titler af mellem- og sydamerikanske forfattere med horrorelementer på det sidste, og de har det med at efterlade mig med den samme fornemmelse: det her var interessant at iagttage, men jeg blev måske ikke ligefrem ramt af det.

Der landede Enriquez faktisk udenfor den kasse. Hovedsageligt på grund af den måde, novellesamlingen som helhed udvikler sig.

“Ting vi mistede i ilden” starter roligt med nogle historier, hvor jeg fristes til at sige, at de har lænet kinden op ad noget horror, og man kan stadig se aftrykket der. “Den snavsede dreng” er socialrealisme, der fint leger med læserens forventninger. “Kroen” føles som sådan en pointeløs spøgelseshistorie, man fortæller sine venner, inden den helt er blevet finpudset til en skarpere pointe, end der egentlig skete. “De skæve år” lægger sig omkring gyset som et tomt hul.

Men stille og roligt gennem samlingen bliver historierne skarpere og mere explicitte, indtil man i “Nede i det sorte vand” pludselig opdager, at man sidder i en Lovecraft-historie med sin helt egen stemme.

Alt i alt endte “Ting vi mistede i ilden” helt andre steder, end jeg havde forventet og i nogle dybere og sortere horrorvande, end jeg havde turdet håbe. Lidt som at hive en vred hvidhaj i land, når man troede, at man fiskede torsk.