Jeg bemærkede egentlig godt ”Lommetyven Gideon”, da den udkom, men læste blot en kort omtale af den – børn bliver sendt tilbage i tiden af NASAs tidsmaskine – og slog den som overfladisk og fjollet. Det var først, da jeg fik fortsættelsen mellem hænderne, at det gik op for mig, at der var tale om noget helt andet. ”Lommetyven Gideon” er en 360 sider lang og sikkert fortalt historie med masser af atmosfære.

De to børn hedder Peter og Kate, og de render ikke rundt hos NASA. De er hos Kates forældre, hvor faderen forsker i antityngde for NASAs penge – og det er et hændeligt og uforudseeligt uheld, der slynger vore to hovedpersoner tilbage i tiden, mere præcist til 1763. Den første, de møder, er landevejsrøveren Tjæremanden, der stikker af med maskinen og deres eneste chance for at vende tilbage til deres egen tid.

Heldigvis slår de følge med titlens Gideon og begiver sig mod London for at finde Tjæremanden og deres billet hjem. Men Gideon, der angiveligt hjælper dem af sit hjertes godhed, har en fortid, og den er ude efter ham. Bag Tjæremanden står en magtfuld person, og han er villig til at gå til yderligheder for at opnå, hvad han ønsker. Det bliver en farefuld og spændende færd, der (naturligvis) også bringer Peter og Kate omkring nogle af samtidens kendisser.

”Lommetyven Gideon” er ikke et overskruet eventyr med vilde rejser i tid og rum, som jeg havde frygtet. Den er i stedet en god og gedigen – og først og fremmest spændende – historie om de to børns forsøg på at klare sig i en verden, der er dem ganske fremmed. Og samtidig følger man kriminalinspektør Wheelers forsøg på at finde hoved og hale i, hvad der er sket – to børn er forsvundet sporløst sammen med en maskine, som burde være nyttesløs. Og pludselig begynder spøgelsesudgaver af de to forsvundne at dukke op, tilsyneladende klædt i tøj, der ligner noget fra en film.

Selv om fokus måske er på disse personer, så er bogens egentlige hovedpersoner nogle helt andre: nemlig titlens lommetyv og så den frygtindgydende Tjæremand. Begge er de komplekse karakterer, der handler efter deres helt egne regler – men mens Gideon er en klassisk heltetype, så er Tjæremanden en næsten mytisk skurk. Det giver en sær uro i baghovedet at læse denne bog, når man ved, at fortsættelsen bærer hans navn.

Linda Buckley-Archer debuterede med denne roman, og det er en stærk start, må man sige. En god portion Dick Turpin med eminente beskrivelser af samtiden og levende personer, tilsat en portion Dr. Who med tungen lige i munden. Det er en vellykket blanding og rigtig god læsning. Slutningen efterlader en sulten – fortsættelsen udkommer ganske snart, men serien skulle ende som en trilogi.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Fortællingen.dk