SORT PSYKEDELIK. Brian P Ørnbøl er til noveller – han har leveret stykker (bl.a. nogle meget interessante science fiction-historier) til forskellige magasiner og antologier, men har med ”Himmelhotellerne” begået en samling, der er helt hans egen. På godt og ondt.

Jeg kan sige med det samme, at jeg ret hurtigt blev en noget ambivalent læser – for Ørnbøl skriver ganske godt, han er en ferm tekniker, og der er masser af gode ideer at finde i ”Himmelhotellerne”, men på den anden side var det først den næstsidste novelle, der rigtig fangede mig som læseoplevelse. 9 noveller er der at finde her, alle med en ”forside” tegnet af Christian Juul Yssing (nogle enkelte af illustrationerne falder lidt igennem, men generelt er de ganske gode og stemningsfyldte).

Problemet med samlingen er i mine øjne, at Ørnbøll bruger den samme opbygning for meget – han tager en præmis og kører den så ud i det groteske. Som f.eks. manden, hvis kone ikke vil tie stille, efter hun er blevet lagt i graven – snart optager hendes evindelig muldmumlerier mere og mere af hans tid og mere og mere af historiens univers. Det fører ganske naturligt til sin helt egen surrealistiske slutning, men der er ikke meget plot eller overraskelse at finde – og egentlig kan jeg godt lide den slags noveller, især når de er kompetent udførte (hvad Ørnbøls egentlig er), men en helt bog af samme type får dem ganske enkelt til at flyde sammen.

Bedre bliver det ikke af, at der er meget få personer i bogen – der er manden og direktøren og hun og han og så videre, men der er meget få navne og mennesker, man som læser kan gribe fat i. Igen: det kan sagtens fungere, og det er tydeligvis et bevidst valg fra forfatterens side, men for mig gjorde det simpelthen oplevelsen lidt flad. Det er muligt, man vil undgå denne oplevelse, hvis man læser de enkelte historier hver for sig og ikke i forlængelse af hinanden.

Og så lige pludselig kommer titelnovellen, som bare smutter let og elegant uden om alle disse kritikpunkter og formelig stråler. Her er fornemmelsen af uvirkelighed, men koblet sammen med en hovedperson, der er til stede, og et plot, hvor der sker ting, og sproget får det hele til at gå op i en højere enhed. Alene baseret på den vil jeg anbefale, at man får fat i ”Himmelhotellerne” – læs den langsomt, for jeg har en mistanke om, at der måske gemmer sig mere under overfladen, end jeg fik fat i. Alt andet lige er der i al fald tale om et interessant bekendtskab.

Man kan læse mere om forfatterskabet på bpo-forfatter.dk.