Colony Collaps Disorder. Det er et grimt koncept. Når alle bierne i et stade pludselig dør. Uden nogen tydelig forklaring. Det er en fænomen, som er kendt tilbage fra 90erne, og som desværre ikke er blevet mindre med årene. “Pludselig dør bierne, og vi ved ikke hvorfor. “

Det er en sætning, der bør få det til at løbe os koldt ned ad ryggen – for bierne er den lille dominobrik i memet.

Bierne er små og svært at tage alvorlige, når man ikke er alene med dem i et lille lokale, men de bestøver planter, og hvis de ikke gør det, kan planterne ikke formere sig, og så har vi lige pludselig et STORT problem. Så har vi en dominobrik, der kan få hele verden til at ryste, når den vælter.

“Biernes historie” er den første af tre romaner, Maja Lunde har skrevet om natur og fremtid – de to andre handler om vand og de sidste af de vilde heste.

Jeg mener, at de alle tre har det til fælles, at hun trækker en tråd fra fortiden forbi nutiden og ind i fremtiden. I Biernes historie er der tre historier: i 1852, hvor en engelsk frøhandler forsøger at skabe en ny bistade, i 2007 hvor en amerikansk biavler slås med effekten af Colony Collapse Disorder – og i 2098, hvor vi følger den kinesiske kvinde Tao, der arbejder som bestøver. Hun og andre som hende håndbestøver hver enkelte blomst på frugttræerne for at sikre en høst.

En dag – en af de meget få fridage, de får – falder hendes søn om. Og Tao må kæmpe for at finde sandheden om, hvad der virkelig skete.

Lunde binder de tre historier sammen, selv om de jo ligger langt fra hinanden, og på den måde skaber hun en fortælling om konsekvenser. Og det er et godt trick, det der med at grounde historien på den måde med fortid og nutid – for hun behøver ikke beskrive sin fremtid særligt meget, men vi forstår, at den er grim, men den er også realistisk.

Biernes historie er en af de der bøger, der er som at se en kunstmaler laver streger på et lærred, og det er måske smukt i sig selv, men det er først til allersidst, at man pludselig kan se, hvad det skal forestille.