Kurt Busiek: Astro City – Life in the Big City
SUPER-DAGLIGDAG. “Astro City – Life in the Big city” er det første bind i serien om Astro City. Det er bindet der grundlægger den pudsige dagligdags-vinkel, som er blevet så kendt og afholdt i serien.
Bindet består af en række novellelignende historier. I én møder vi Astro City’s største superhelt – The Samaritan. Her får vi historien om hvor svært det kan være at opretholde både en hemmelig identitet som journalist og være superhelt. I en anden præsenteres vi for Astro City’s forskellige bydele, deres helte og deres borgere. I den sidste finder læseren og Astro City’s største superhelt og superheltinde ud af, hvor svært det kan være at opretholde et kærlighedsforhold når man er verdenskendte.
Tegningerne er flotte og meget stemningsfulde. Stilen er meget lig noget man så i tegneserierne fra 1950’erne, men det passer rigtig godt ind i sammenhængen. Astro City er, på trods af at være ny, fuld af klassiske helte og heltinder med et klassisk udseende.
Historierne er velskrevede. De tager udgangspunkt i meget almindelige situationer, men giver dem så et Astro City-twist, som gør det hele enormt interessant. Til tider er historierne nærmest dokumentariske beretninger om superheltenes liv. Det er godt tænkt og det fungerer virkeligt godt.
Jeg kan kun anbefale det første bind i serien om Astro City. Er man superheltefan eller bare almindeligt interesseret i gode historier (hvem er ikke det?), så er Asto City en rigtig god tegneserie, som man ikke må gå glip af.
Ingen kommentarer