TMDb

Efter Annas anbefaling er vi ved at se Slow horses, om MI5’s skammekrogsafdeling i Slough House.

Det er altid spas at følge de desillusionerede underhunde, og særligt i kontrast til den jetsetprægede fantasi om superspioner, som vi jævnligt skal have proppet i øjenhalsen.

Ikke overraskende står Gary Oldmans bittertsure afdelingschef ud fra flokken, men der er flere fine præstationer blandt “the MI-fucking useless”, særligt gør Saskia Reeves meget med små midler.

Slow horses ender i sådan cirka så utilfredsstillende en pyrrhussejr som der hele tiden er blevet bygget op (ned?) til: De onde ler, og de gode tager gummihandskerne på for at rode lidt dybere i skraldebunken, til ekkoet af endnu en sønderlemmende kommentar fra Oldmans Jackson Lamb.

I sidste ende er serien en kynisk skildring af klassemobilitet som gulerod og (oftest) stok, hvor kun accept af ens plads i hakkeordenen gør status quo tålelig. For at være helt tydelig, det er kun dette sidste stykke, som er negativt ladet. Hele serien er så kulsort, at det kan blive svært at skelne 😄

Min kritik går på, at vi lever i en tid, hvor politiske systemer og hierarkier har spillet fallit (i visse fald bogstaveligt talt), og det sidste vi har brug for er fiktioner, som fortæller os, at vi skal yde over evne for at redde de korrupte strukturer. Og blive ved med det uden udsigt til forbedring, for serien er fornyet frem til foreløbigt fjerde sæson.

Korrektion: det allersidste, vi har brug for er fiktioner, som fortæller os at vi skal lade os redde af milliardærmessiaser (Iron man), enestående udvalgte (Matrix) og gudeskikkelser med manifeste skæbner (Thor) — men den der samfundsbevarende klasseromantik er heller ikke hjælpsom. Så kan historien være nok så vel fortalt som i Slow horses, men det der boomerpis er der ikke tid til. 👎

5/10★

Tidligere anmeldt på Mastodon